Denver Broncos var i forvejen en af de mest skræmmende forsvarsenheder, inden de draftede Bradley Chubb. Men det var under forudsætning af, at Shane Ray var klar til næste sæson. Men han har netop fået en nedslående besked.

Shane Ray har siden sin indtræden i ligaen haft problemer med sit håndled. Tre gange i løbet af det sidste år har Ray været under kniven for at få fikset sit venstre håndled og ifølge NBC Denver, har Ray netop fået at vide, at han endnu engang skal lade sig operere.

Ifølge Mike Klis, som dækker Broncos, så ville operationen ikke holde Ray ude for hele sæsonen, men Ray har alligevel forsøgt at få en ekstra vurdering af håndleddet, for evt at kunne undgå en operation.

Shane Ray blev draftet i 2015, og derfor skulle Broncos i år tage stilling til, om de ville benytte sig af den klausul i Rays kontrakt, som forlænger varigheden med en ekstra sæson. Broncos valgte ikke at benytte denne klausul, hvilket kan skyldes Rays håndled. Ray er i øjeblikket 4. valget på outside linebackerpositionen bag Von Miller, Bradley Chubb og Shaquil Barrett.