Ni uger er gået, og alle har tabt mindst én kamp, men for et par hold er det måske slut med at tabe kampe i denne sæson. Det gælder blandt andet Patriots, der umiddelbart sagtens kunne ende sæsonen 14-2. Men først et kig på denne uges kampe.

Pittsburgh Steelers – Carolina Panthers, 30-28 (torsdag)
En af de sværere torsdagskampe at spå om. De to hold er stort set lige, når man kigger på stillingen, og begge hold spiller bedre nu, end da sæsonen startede. Jeg giver Steelers sejren på grund af hjemmebanefordelen.

Chicago Bears – Detroit Lions, 23-20
Bears er 5-3, mens Lions er 3-5, men ingen af holdene har været fantastiske de seneste uger. Bears ligner dog et bedre hold på papiret, og det tror jeg de viser her.

Cincinnati Bengals – New Orleans Saints, 26-34
Saints fik som det første hold has på Rams i sidste uge, og nu venter Bengals, der har haft friuge. Bengals er gode i år, men de når ikke samme niveau som udeholdet i denne kamp, så det bliver en sejr til Saints.

Cleveland Browns – Atlanta Falcons, 23-27
Er der nogen, der rigtig tror på, at Browns har vendt skuden før de får en ny træner til næste sæson? Ikke mig. Falcons bør tage sejren her, og jeg tror det kommer til at være mere sikkert end mit bud på scoren antyder.

Indianapolis Colts – Jacksonville Jaguars, 20-17
Jaguars er på vej ned ad bakke, og Colts med en velspillende Andrew Luck i spidsen skal ikke afskrives i AFC South, selvom det bliver svært at hente Texans. Begge hold i dette opgør er 3-5, men Colts trækker det længste strå.

Kansas City Chiefs – Arizona Cardinals, 42-20
No contest. Chiefs er på hjemmebane og kommer til at gøre livet surt for Josh Rosen for slet ikke at tale om Cardinals-forsvaret, der får meget svært ved at stoppe Mahomes og co.

New York Jets – Buffalo Bills, 13-7
To dårlige hold. Ikke nødvendigvis noget festfyrværkeri her. Kampen bliver formentlig afgjort på en fejl fra en quarterback, så spørgsmålet er, hvilket forsvar, der kan drage fordel af det og måske lave et defensivt touchdown.

Tampa Bay Buccaneers – Washington Redskins, 24-30
Redskins fik stryg af Falcons i sidste uge, men kommer ovenpå igen med en udesejr over Buccaneers. De skal dog sørge for at komme foran, da de har haft svært ved at vinde, når de er kommet bagud fra starten.

Tennessee Titans – New England Patriots, 16-20
Titans kan holde Patriots i skak, men kan de slå dem? Næppe. Et kig på Patriots’ resterende program viser, at det er meget muligt, at de kan vinde de sidste syv kampe i denne sæson og gå 14-2. Og så kommer vejen til Super Bowl i AFC altså til at gå igennem Foxborough… igen…

Oakland Raiders – Los Angeles Chargers, 13-27
Hvor Patriots kan vinde resten af kampene i år kan det modsatte siges om Raiders. Der venter hårde kampe forude, og meget tyder på, at Raiders’ ene sejr bliver den eneste i år. Chargers styrer mod slutspillet.

Green Bay Packers – Miami Dolphins, 28-17
Packers skal have oprejsning for nederlaget til Patriots i sidste uge, og de skal simpelthen vinde her, hvis de vil holde sig inde i kampen om divisionstitlen i NFC North og en slutspilsplads.

Los Angeles Rams – Seattle Seahawks, 26-20
Rams kom ned på jorden med et nederlag i sidste uge, og nu venter en divisionsrival i et opgør, der altid er udfordrende. Rams kan dog blive hjemme i Los Angeles og det er en lille fordel. Jeg forventer et tæt opgør.

Philadelphia Eagles – Dallas Cowboys, 23-21
Endnu et tæt opgør får vi her, hvor man må gå ud fra, at Eagles har en lille overhånd med hjemmebanen. Cowboys har haft en dag mindre til at forberede sig, men det gør nok ikke helt den store forskel.

San Francisco 49ers – New York Giants, 29-19 (mandag)
Disse to hold har samlet set vundet tre kampe i år, så det er ikke en must-see kamp natten til tirsdag. Meeeen, det er da alligevel interessant at se, om quarterback Nick Mullens kan gentage succesen fra sidste uges kamp mod Raiders.

Byes: Ravens, Broncos, Texans, Vikings

Sidste uge: 7-6
I alt: 85-49