
Endelig – men også lidt vemodigt – er det tid til slutspil. I denne uge får vi seks kampe at lune os på, og du får selvfølgelig mine forudsigelser. Her er mine Weekly Winners for wild card-runden.
Carolina Panthers 24 – 28 Los Angeles Rams
Kampen spilles lørdag aften kl. 22.30 dansk tid.
Kampen her er interessant, for på papiret åbner Rams slutspillet her som kæmpe favoritter mod NFC South-vinderne fra Carolina Panthers, men netop Panthers slog tilbage i uge 13 Rams på hjemmebane i en stor overraskelse. Jeg tror denne gang, at Rams får skovlen under Panthers, men jeg kan godt se det gå hen og blive tæt. Det er det som regel i slutspillet.
Jeg er ikke overbevist, men jeg sætter 100 point i picks på Rams.
Chicago Bears 23 – 27 Green Bay Packers
Kampen spilles natten til søndag kl. 02.00 dansk tid.
Bears vandt NFC North, men gik 1-1 mod Packers i grundspillet og skulle på hjemmebane bruge overtid for at slå divisionsrivalerne. Nu mødes de så for tredje gang, men her bliver det altså Packers, der trækker det længste strå. Green Bay har mere slutspilserfaring, og selvom Ben Johnson og Caleb Williams har overrasket stort i denne sæson, så vokser træerne ikke ind i himlen. Men det er et godt skridt på vejen for Bears at vinde NFC North og nå slutspillet.
Jacksonville Jaguars 28 – 26 Buffalo Bills
Kampen spilles søndag aften kl. 19.00 dansk tid.
I mine øjne står Jaguars og Bills for det fedeste opgør i denne første runde af slutspillet. Jaguars og Trevor Lawrence har kørt ligaen over i den sidste halvdel af sæsonen, mens Bills måtte tage til takke med et wild card. Slutspilserfaringen er helt sikkert til Bills’ fordel, og Josh Allen kan afgøre alle kampe til Bills’ fordel. Men i Duval County bliver det Jaguars, der trækker det længste strå.
Philadelphia Eagles 19 – 13 San Francisco 49ers
Kampen spilles søndag aften kl. 22.30 dansk tid.
Eagles er bestemt ikke noget perfekt eller komplet hold. Men de gav Jalen Hurts noget ro til at restituere i sidste uge, mens 49ers blev sorteper i kampen om NFC West og NFC’s førsteplads, og nu skal hele vejen på tværs af landet for at møde de forsvarende mestre. Jeg har ikke meget fidus til, at Eagles går hele vejen – men jeg tror de vinder her.
New England Patriots 23 – 24 Los Angeles Chargers
Kampen spilles natten til mandag kl. 02.00 dansk tid.
Jeg tager lidt et sats her for Patriots har virkelig set gode ud på det sidste og med mine orangefarvede briller ville jeg elske at se Chargers tabe. Men de har et formidabelt forsvar, der kan gøre livet surt for et Patriots-mandskab uden slutspilserfaring, og Chargers sparede i sidste uge flere stjerner som fx Derwin James og quarterback Justin Herbert.
Pittsburgh Steelers 20 – 23 Houston Texans
Kampen spilles natten til tirsdag kl. 02.15 dansk tid.
Steelers er heldige med overhovedet at stå i denne kamp og så endda som divisionsvinder. Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe fordel at have en spiller som Aaron Rodgers i en situation som denne, men Texans virker bare totalt uimponerede af situationen. De har vundet 9 kampe i træk og forsvaret er modbydeligt. Og forsvar i slutspillet er alfa og omega. Giv mig Texans.
Bye week: Broncos, Seahawks
Sidste uge: 9-7
I alt: 171-100-1
100-point picks: 16-2








