Så er vi her endelig. Efter måneders venten og ingen træningskampe er det tid til at tage hul på NFL-sæsonen.

Som altid vil jeg hver uge komme med mine bud på resultaterne af hver eneste kamp, og selvom uge 1 altid er svær er den om muligt endnu sværere at spå om i år, fordi vi ikke ved særlig meget om, hvor holdene står. Wish me luck.

Kansas City Chiefs 31 – 24 Houston Texans

Sæsonen skydes i gang natten til fredag med et brag af et opgør mellem de forsvarende mestre fra Kansas City og Deshaun Watsons Texans, der har store forhåbninger til denne sæson. Jeg tror naturligvis på Chiefs – for hvem tror ikke på Patrick Mahomes? – men jeg tror godt, at Texans kan holde det tæt. Husk på, at Texans faktisk var rigtig godt med i slutspilskampen mod Chiefs i sidste sæson. Det bliver også spændende at se, hvordan atmosfæren bliver, når kun omkring 20 % af kapaciteten på stadion bliver udnyttet.

Washington Football Team 17 – 27 Philadelphia Eagles

Jeg har ikke den store fidus til Dwayne Haskins. Han har alle muligheder for at få mig omvendt og vise mig, at han kan være fremtiden i Washington. Men det bliver op ad bakke mod Eagles med Carson Wentz bag center. Eagles håber, at de efterhånden kan få det hele til at spille i jagten på en Super Bowl, men flere skader på den offensive linje er et stort slag.

New England Patriots 24 – 21 Miami Dolphins

Kan Patriots uden Brady? Vi får den første smagsprøve her, og det skal blive spændende at se, om Cam Newton er klar til at tage over. Newton har haft et par svære sæsoner, men Patriots håber, at han er helt ovre sine skader. Dolphins starter sæsonen med Ryan Fitzpatrick som quarterback, så vi får desværre ikke Tua Tagovailoa at se her.

Minnesota Vikings 23 – 26 Green Bay Packers

Jeg har egentlig fidus til Vikings i NFC North, men en skade til Danielle Hunter er et stort tab for de lillaklædte. Packers gik lidt under radaren i sidste sæson, men vandt faktisk 13 kampe på trods af, at Aaron Rodgers mangler gode receivere. Jeg tror opgøret her bliver utrolig tæt, men noget af Vikings betydelige hjemmebanefordel er væk i de første to hjemmekampe, hvor der ikke vil være fans på grund af covid-19.

Jacksonville Jaguars 20 – 24 Indianapolis Colts

Jeg tror Colts er en del bedre end Jaguars i år, men i et divisionsopgør skal man aldrig afskrive nogen. Det bliver spændende at se Philip Rivers i en ny uniform og det skal blive interessant at se, om han stadig har noget i tanken efter afskeden med Chargers. I Indianapolis kommer til at stå bag en af de bedste offensive linjer i hans karriere, og det vil uden tvivl hjælpe ham. Og så bliver det interessant at se, om Gardner Minshew kalde holde Minshew Mania i live, eller om Jaguars-quarterbacken kommer ned på jorden igen.

Detroit Lions 20 – 14 Chicago Bears

Lions’ skæbne hænger på Matthew Stafford. I sidste sæson var Lions faktisk godt i gang, da Stafford blev skadet, og så faldt sæsonen sammen. Jeg tror på, at de kan få en udmærket sæson, men det er selvfølgelig svært i en division med både Packers og Vikings. Bears holder fast i Mitchell Trubisky som quarterback, og det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Omvendt har jeg heller ingen fidus til Nick Foles, der stadig lever alt for højt på en Super Bowl MVP.

Carolina Panthers 23 – 21 Las Vegas Raiders

Teddy Bridgewater er tilbage som startende quarterback som erstatning for Cam Newton, men den store stjerne i opgøret her er naturligvis Christian McCaffrey. Han bliver katalysatoren for Panthers’ sæson, så han skal præstere fra første snap. Hos Raiders håber man på at være forbedret i en sådan grad, at man kan kæmpe med om et wild card, og det skal blive spændende at se, om angrebet kan tage det næste skridt med rookie Henry Ruggs i folden.

Buffalo Bills 28 – 17 New York Jets

Bills står lige pludselig med favoritværdigheden i AFC East efter Tom Brady har taget sit talent med til Tampa. De skal vise allerede mod Jets i uge 1, at de mener det alvorligt. Jets har skiftet hele den offensive linje ud, så det skal blive spændende at se, om de kan få angrebet til at køre fra dag et. Mest realistisk er det nok, at der går nogle uger.

Baltimore Ravens 34 – 24 Cleveland Browns

Ravens med sidste års MVP Lamar Jackson tager i uge 1 mod Cleveland Browns i en kamp, der skal vindes, men som for Browns også kan blive et statement fra første fløjt. Ambitionerne og forventningerne har længe været skyhøje hos Browns og deres fans efter mange store free agent signings i de senere år, men tingene er ikke rigtig gået op i en højere enhed. En sejr over Ravens vil give masser af momentum fra første dag.

Atlanta Falcons 27 – 31 Seattle Seahawks

To hold i NFC, der begge har store ambitioner men som ligger i hver deres svære division. Falcons får kamp til stregen mod både Buccaneers og Saints i NFC South, og et opgør mod Seahawks, der kæmper i NFC West, er ikke den letteste start på sæsonen. Jeg tror mest på udeholdet, der igen og igen viser sig som et stærkt mandskab anført af Russell Wilson, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være anderledes i denne sæson.

Cincinnati Bengals 16 – 24 Los Angeles Chargers

Joe Burrow skal nok blive god. Men jeg vil gerne lige se det, før jeg tror på, at han er der allerede. Mod Chargers står han overfor en ordentlig mundfuld i sin første kamp i NFL, når han skal op i mod et forsvar, der vel må forventes at være blandt de bedste i ligaen i år. Det skal blive interessant, om den unge quarterback kan hamle op med Chargers’ frygtelige pass rush uden at kaste interceptions til en stærk gruppe af cornerbacks.

San Francisco 49ers 31 – 28 Arizona Cardinals

Det var lige ved og næsten for 49ers i sidste sæson, der nåede hele vejen til Super Bowl, men måtte se sig slået af Chiefs til sidst. De er stadig favoritter i NFC West i denne sæson, men de vil få kamp til stregen af Seahawks og sikkert også af Cardinals, der ser utrolig spændende ud i Kyler Murrays anden sæson. Jeg tror 49ers vinder deres åbningskamp, men alt kan ske.

New Orleans Saints 34 – 30 Tampa Bay Buccaneers

Drew Brees mod Tom Brady. Og i denne sæson får vi lov at se det to gange! Der venter et brag af et opgør i New Orleans, og jeg tror godt, at vi kan vente lidt af et shootout, selvom begge forsvar formentlig vil være gode i år. Det bliver mærkeligt at se Brady i nye farver, men det bliver interessant at se, hvordan hele Bucs-angrebet kommer til at fungere med masser af våben på både receiver, tight end og runningback.

Los Angeles Rams 28 – 31 Dallas Cowboys

Rams åbner sæsonen hjemme på et helt nybygget stadion. Og så kommer det til at være tomt. Det er så ærgerligt for alle hold med nyt stadion i denne sæson, at det formentlig bliver uden fuld kapacitet på noget tidspunkt i sæsonen, og i dette tilfælde bliver det en fordel for Cowboys, der går en meget mindre fjendtlig atmosfære i møde. Det tror jeg, de udnytter til at tage sæsonens første sejr.

New York Giants 13 – 23 Pittsburgh Steelers

Den første af to mandagskampe i uge 1 bliver comeback-kampen for Ben Roethlisberger, der skal forsøge at løfte Steelers det sidste stykke mod slutspillet og måske mere. Big Ben er ved at være oppe i årene, men han spiller stadig fremragende, omend skader kan blive et problem. Hos Giants håber man, at quarterback Daniel Jones tager det næste skridt, men her får han det svært mod et på papiret fremragende forsvar.

Denver Broncos 20 – 17 Tennessee Titans

Broncos og Titans runder spilleuge 1 af. Broncos bliver uden Von Miller og med Bradley Chubb i begrænset omfang, og det er en klar fordel for Titans og deres løbeangreb anført af Derrick Henry. Midt på den defensive linje for Denver står dog Jurrell Casey, der vil sætte sit aftryk på kampen efter at være blevet tradet fra netop Titans inden denne sæson. Og så bliver det spændende at se, hvor meget Broncos-angrebet er bedre end sidste år med nytilkome Jerry Jeudy som største nye tilføjelse.

Byes: Ingen