Fire hold tilbage. Tre kampe, før vi ved, hvem der er vinderen af Super Bowl LII. I hvert fald én stor overraskelse i konferencefinalerne. Hvad mere kan vi ønske os? Her er mit bud på vinderen af weekendens to kampe.

New England Patriots – Jacksonville Jaguars, 20-18 (søndag kl. 21.05)
Hvem havde forventet, at Jacksonville Jaguars ville nå hertil? Ikke mange, det tør jeg godt love. Inklusiv mig selv. Men Jaguars triumferede i en forholdsvis svag division i den svageste konference i ligaen, og med stærkt spil i sidste uge mod Steelers står de her så alligevel. Der kan man bare se.

Forsvaret vandt i høj grad kampen for udeholdet i sidste uge, selvom de tillod 42 point. Især Telvin Smiths fumble return til et touchdown var et vendepunkt. Nu venter dog et svært opgør mod Patriots, der må betegnes som favoritter hjemme på Gillette Stadium.

Patriots vandt en livsvigtig kamp sidst på sæsonen, der sikrede dem første seed foran Steelers. Ellers havde vi haft dette opgør allerede i sidste uge. Og hvem ved, hvordan det ville være gået?

Hjemmeholdet står i AFC-finalen for syvende gang i træk (!), og Tom Brady har vundet ligeså mange Super Bowls, som de andre quarterbacks i konferencefinalerne har startet slutspilskampe tilsammen. Der er ingen tvivl om, at man bør sætte sine penge på Patriots her.

Alligevel skal man ikke afskrive et drønstærkt forsvar, og bliver altafgørende for kampens udfald, hvor Jaguars’ defensive enhed spiller på dagen. Jeg tror det bliver en meget tæt kamp, men mon ikke, vi ender med at se Tom Brady og New England Patriots i Super Bowl igen?

Philadelphia Eagles – Minnesota Vikings, 17-23 (søndag kl. 00.40)
Jeg er hoppet 100 procent på den lilla bandwagon. Efter Stephon Diggs’ usandsynlige og mirakuløse touchdown, der gav Vikings sejren i sidste uge, må jeg bare sige, at jeg håber Elmings drenge går hele vejen.

Vikings måtte nøjes med andet seed i slutspillet, fordi Philadelphia Eagles snuppede førstepladsen. Men de har ikke været det samme hold uden Carson Wentz, og med Nick Foles som quarterback er de både blevet mere løbeorienteret og afhænger mere af forsvaret.

Netop forsvaret er også Vikings’ store force, men hos gæsterne har især quarterback Case Keenum også overrasket positivt. Det giver dem en lille fordel, at Vikings virker som ligaens mest balancerede mandskab.

Eagles lukkede ned for Atlanta Falcons i sidste uge, og den præstation får de brug for at gentage, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå Super Bowl.

Omvendt var de også underdogs i sidste uge, men drog alligevel fordel af hjemmebanen og snød Falcons for deres mulighed for at få revanche for sidste års Super Bowl-nederlag.

Sidste uge: 2-2
I alt: 168-96