En general managers vigtigste periode er free agency- og draftperioden. I stedet for at have fokus på det har Redskins fyret general manager Scot McCloughan få timer efter free-agencys åbning.


Normalt er det en general managers ansvar, hvordan holdet bliver sat sammen. Hos Washington Redskins er det de seneste uger dog blevet tydeligt, at general manager, Scot McCloughan, er blevet kørt ud på et sidespor. Nu er han blevet fyret efter et uskønt, absurd og uprofessionelt forløb.


I sidste uge var McCloughan ikke med Redskins’ delegation til årets combine, hvor holdene ser nærmere på spillerene i draften. I de seneste dage, hvor free agency har været under opsejling, skulle McCloughan heller ikke have været til stede i maskinrummet hos Redskins-organisationen. Det var derfor tydeligt, at det blot var et spørgsmål om tid hvornår McCloughan blev fyret.
McCloughan, der er bredt respekteret i ligaen som værende fantastisk til at evaluere talent, har tidligere haft problemer med alkoholmisbrug, hvilket fik ham fyret fra hans roller hos 49ers og Seahawks. I følge nogle kilder skulle et tilbagefald være grunden.


Andre melder dog, at alkoholmisbruget blot er en undskyldning for at skjule magtkampen bag scenerne. Mike Jones fra Washington Post meddeler her, hvordan at folk i ledelsen var jaloux på McCloughan, som fik æren for Redskins’ succes i hans første to år hos Redskins. Hans kilder siger, at det førnævnte alkoholmisbrug fra tidligere ville blive brugt som grund for fyringen.


Aflyste pressemøder, rygter om alkoholproblemer og afdød bedstemor
I denne off-season har signalerne om en dysfunktionel situation langsomt hobet sig op. Først blev forskellige pressemøder med McCloughan aflyst, når han skulle udtale sig om off-season. Derefter kom et rygte fra den tidligere spiller og nuværende radioansat på Redskins’ egen radiostation, Chris Cooley, at McCloughan var faldet tilbage i sine alkoholproblemer. Noget klubben aldrig afkræftede eller tog afstand fra, hvilket undrede mange i NFL-verdenen.
I sidste uge var McCloughan fraværende til årets combine med undskyldningen, at en bedstemor skulle have afgået ved døden. Da et medie fandt ud af, at bedstemoren var død flere uger forinden, blev indikationerne blot stærkere.
At et general manager langsomt bliver kørt ud af klubben er ikke usædvanlig, men timingen er bemærkelsesværdigt og ganske uskøn. Lige nu agerer holdet i den vigtigste periode for en general managers uden en general manager. I stedet styrer klubpræsident Bruce Allen og nogle højtstående ansatte sammen free-agency og draften. Hele situationen er ganske rodet, og uro på ledelsesgangene risikerer nu at bremse den positive udvikling fra de seneste to år.