Donald Trump truer nyt stadion i Washington, hvis holdet ikke ændrer navn

0

Fem år efter, at Washingtons NFL-hold valgte at afskaffe navnet “Redskins”, ønsker den amerikanske præsident, Donald Trump, nu, at holdet skal hedde det igen.

Det er ikke meget, Donald Trump ikke går op i. Om det gælder den geopolitiske verdenssituation, eller hvad ét af de 32 NFL-hold skal hedde, så har den amerikanske præsident som regel en holdning. Og det sidstnævnte, har Trump været meget verbal omkring de seneste par dage.

I går, den 20. juli, lavede han et opråb på sit eget medie Truth Social, hvor han meget klart fremlagde sit ønske om, at Washington Commanders skal ændre navn tilbage til Washington Redskins. I opslaget argumenterer han for, at det er det, som et overtal af indianere i den amerikanske befolkning ønsker, da deres arv bliver taget væk ved, at holdet ikke længere hedder Redskins.

Navnet blev ændret for fem år siden efter længere diskussioner. Faktisk datere det helt tilbage til 1960’erne, hvor kritikken af navnet først startede. Allerede dengang mente mange, at navnet havde racistiske undertoner, da det refererer til de indfødtes hudfarve og desuden kan opfattes som en nedsættende betegnelse.

I 2020 tog kritikken igen fart, og da flere store sponsorer som Nike, Pepsi og FedEx truede med at trække sig, hvis holdet ikke ændrede navn, valgte den daværende ejer, Dan Snyder, at pensionere “Redskins”.

Tilbage til Redskins?

Nu er det holdets nye ejerkreds med rigmanden Josh Harris i spidsen, som står med i et nyt hovedbrud, der igen centrerer sig omkring det kontroversielle navn.

For med holdets planer om et nyt, topmoderne stadion truer Donald Trump nu Josh Harris og de andre ejere af Washington Commanders med at stoppe planerne, hvis de ikke ændrer navnet tilbage til Redskins.

Læs også: Commanders får nyt stadion

Stadionet skal bygges på et statslig ejet område, hvorfor det har været, og stadig er, en kompliceret proces, at få byggeplanerne godkendt. I januar godkendte kongressen at overgive området til Washington D.C., men byrådet i den amerikanske hovedstad mangler fortsat at stemme om byggeplanerne og et budget, der kommer til at koste skatteyderne over én milliard amerikanske dollars til og med 2032.

Hvad den amerikanske præsident helt specifik kan gøre ved den afstemning og de planer, vides ikke, men han virker fast besluttet på, at sidste års NFC-finalister ikke skal have et nyt stadion – medmindre de ændrer navnet tilbage til Washington Redskins.