
Puka Nacua leverede sit første touchdown i 2024-sæsonen med stil, da Los Angeles Rams mødte New England Patriots i 11. spillerunde.
Sean McVays angreb har været hæmmet af adskillige skader i 2024-sæsonen, men nu begynder Los Angeles Rams så småt at finde sit fodfæste. Det skyldes blandt andet, at Puka Nacua er blevet sin knæskade kvit, og han spillede en nøglerolle, da Rams tørnede sammen med New England Patriots i 11. spillerunde.
Den 23-årige receiver leverede ét af kampens helt store højdepunkter, da han scorede et spektakulært touchdown i slutningen af andet quarter. Det skete, da Puka Nacua slap fri i den ene side af Patriots’ endzone, hvorefter han måtte strække sig til sit yderste for at gribe bolden fra Matthew Stafford.
Det var Puka Nacuas første touchdown i 2024-sæsonen, hvor han bare har medvirket i fem kampe på grund af skadeskvaler.
Los Angeles Rams valgte oprindeligt Puka Nacua i femte runde af draften anno 2023. Ikke desto mindre leverede Nacua en historisk debutsæson i NFL, da han greb 105 bolde for 1.486 yards og seks touchdowns.
Læs også: Marquez Valdes-Scantling slipper fri og scorer langt touchdown