
Darius Slayton leverede årets catch, De’Von Achane løb hen over Buffalo Bills og Sheldon Rankins forseglede et mirakuløst comeback.
Vi blev igen forkælet, da NFL-kalenderen rundede sin tiende søndag. Først blev der skrevet historie i Berlin, da NFL spillede sin første grundspilskamp i den tyske hovedstad nogensinde.
Til syvende og sidst var det Indianapolis Colts, der triumferede efter forlænget spilletid. Jonathan Taylor scorede sit fjerde hattrick i sæsonen og han tog rekorden for flest løbede scoringer i Colts’ historie.
Se alle højdepunkterne fra braget i Berlin her.
Lækre fødder Stefon, lækre fødder…
Tilbage på det amerikanske kontinent bragede New England Patriots og Tampa Bay Buccaneers sammen i “The Tom Brady Bowl”.
Her fortsatte Drake Maye sine lovende takter fra den første halvdel af 2025-sæsonen, da han kastede 270 yards og to touchdowns.
Én af scoringerne gik til hans pålidelige receiver Stefon Diggs, som udviste særdeles lækre fødder på spillet. Diggs var egentlig ude af balance, da han greb bolden, men han formåede alligevel at slå fødderne ned i græstæppet, før han røg ud over sidelinjen.
Hæng det dog op på Louvre!
I Chicago væltede sneen ned over Soldier Field, da Bears tørnede sammen med New York Giants. Men de dårlige vejrforhold forhindrede ikke Giants’ receiver Darius Slayton fra at levere ét af sæsonens hidtil bedste spil.
Darius Slayton var ellers tæt opdækket, da Jaxson Dart sendte et dybt kast i hans retning. På få sekunder fik den 28-årige receiver både vristet sig fri, justeret sin rute, grebet bolden med én hånd og holdt sig inden for kridtstregerne.
Se også bare det her billede af spillet… Hæng det dog op på Louvre!
Shough it!
Tiende spillerunde markede måske også en ny begyndelse for New Orleans Saints. Tyler Shough vandt sin første sejr som professionel, da Saints overvandt divisionsrivalerne Carolina Panthers med 17-7.
Tyler Shough leverede en nærmest fejlfri præstation, da han ramte på 19 af 27 kast for 282 yards og to touchdowns.
Allerede i kampens spæde begyndelse viste Shough sit talent frem, da kombinerede med sin tight end Juwan Johnson på et 52-yard langt spil.
Som I kan se i klippet, så var Tyler Shough under et gevaldigt pres, men han formåede at undslippe tre Panthers-spillere, før han leverede et perfekt kast til sin medspiller. Shough it!
Næste side: Stor mand forseglede søndagens største comeback








