Hver uge udvælger vi fire interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Endelig er NFL-sæsonen gået i gang. I weekenden har vi for første gang i otte måneder fuld plade af kampe, og vanen tro giver Gul Kluds Alexander Paaske dig her nogle fede matchups, som du bare ikke må gå glip af.

Chiefs’ angreb vs. Jaguars’ forsvar
NFL’s bedste forsvar i 2017 mod NFL’s bedste angreb sidste år. Alle forudsætningerne for en underholdende sæsonpremiere i Jacksonville er til stede, når Patrick Mahomes og co. tager kampen op med Ramsey, Campbell og resten af forsvarstropperne på AFC South-mandskabet. Jaguars havde et enormt skuffende 2018 med massiv uro på de indre linje, særdeles sløjt quarterback-spil og et forsvar, der slet ikke kunne leve op til den imponerende 2017-kampagne. Chiefs havde modsat et formidabelt år med fabelagtige Patrick Mahomes, ligaens bedste dybe trussel i Tyreek Hill og et altdominerende TE Travis Kelce.

Jaguars har alle brikkerne til igen at få stablet et af ligaens bedste forsvar på benene. Calais Campbell, Yannick Ngakoue og rookie-førsterundevalg Josh Allen kan blive en utroligt giftig defensiv linje, Myles Jack er en dygtig, alsidig linebacker, mens Jalen Ramsey og A.J. Bouye bør udgøre en stærk cornerback-duo, hvis de begge kan løfte niveauet fra sidste sæson. Nøglen bliver i mine øjne, om Jags kan få lagt pres på Mahomes og gøre ham utilpas, eller om den unge quarterbacken kan slynge den ene bombe af sted efter den anden. Derudover indeholder opgøret også flere interessante perspektiver, der kan bæres videre i sæsonen. Kan Mahomes levere på det vilde MVP-niveau igen eller måske endda endnu bedre? Genfinder Jalen Ramsey storformen i jagten på den ønskede monster-kontrakt. Har Doug Marrone tabt omklædningsrummet, eller kan Jaguars komme tilbage på sporet? Vi får ikke alle svarene i første spillerunde, men vi bliver helt sikkert klogere.

Browns’ angreb vs. Titans’ forsvar
I dette års første version af Versus kan jeg simpelthen ikke komme uden om Cleveland Browns. Hypen er enorm omkring dette årtusindes ringeste franchise, der målt på rent talent virker til at have fået vendt skuden. Baker Mayfield ser ud til at være en stjerne i svøb og svaret på de mangeårige quarterback-problemer, (ny)tilkomne Odell Beckham Jr. er en stjerne, mens forsvaret har alle konturerne til at være rigtig godt. I manges øjne er Browns nu pludselig favoritten til at vinde AFC North, og derfor bliver det spændende at se, om holdet kan leve op til de store forventninger.

I det henseende er Tennessee en god først test for Browns. En test, der bør give en masse svar. Browns bør nemlig kunne slå Titans – også nogenlunde komfortabelt – men Titans har nogle spidskompetencer, der kan gøre ondt på Browns. Cleveland har en ’shaky’ offensiv linje, mens Titans har en stærk defensiv linje, som kan udnytte det og lægge stort pres på Mayfield. Her bliver det virkelig interessant at se, om Mayfield kan levere under pres og finde OBJ og Jarvis Landry. For som om det ikke er nok, så har Titans også en god secondary med playmaykere som Kevin Byard og Logan Ryan. Lugter de muligheden for en interception, så er de der med det samme. Tennessee bliver en styrkeprøve for Mayfield og co.

JuJu Smith-Schuster vs. Stephon Gilmore
Når Patriots og Steelers brager sammen søndag nat, retter jeg fokus mod en lækkerbisken af en duel mellem to vaskeægte playmakere. Den ene ung og den anden rutineret. Jeg taler naturligvis om Steelers-receiver JuJu Smith-Schuster, der har taget ligaen med storm i sine første to sæsoner, og som nu er ’the guy’ i Pittsburgh efter Antonio Browns afsked. Over for ham står cornerback Stephon Gilmore, der i New England har stadfæstet sig som en af ligaens absolut bedste defensive backs.

Denne duel er først og fremmest værd at holde et ekstra øje med, fordi det er to spillere på det højeste niveau, som vi får at se i NFL. JuJu er i en fantastisk situation og kan meget vel blive en af sportens største superstjerner over de næste ti år, mens Gilmore bare er så fandens dygtig en cornerback. Jeg er spændt på at se, om Gilmore får til opgave at klistre sig til JuJu som en tæge, eller om han bare holder sig til sin side og tager de kampe med receiveren, som der kommer. Patriots har en rigtig dyb secondary med solide spillere over hele linjen, og jeg har svært ved at se, hvem der virkelig skal gøre ondt på de forsvarende Super Bowls mestres kasteforsvar ud over Smith-Schuster. Hvis Steelers skal vinde, skal JuJu have en stor aften i Foxborough.

Drew Brees vs. Deshaun Watson
Mandag nat forkæles natteravnene med en klassisk ’double-header’, og i mine øjne kan der ikke herske nogen tvivl om, at den fedeste af disse kampe finder sted i det sydlige USA, mere nøjagtigt i New Orleans, Louisiana. Her tager Saints hul på jagten på Super Bowl efter endnu en sindssyg og skuffende afslutning på sæsonen (i 2017 ’The Minneapolis Miracle’ og sidste år den famøse dommer-misere, red.). Modstanderen er Houston Texans, der i den seneste uge har sagt farvel til edge rusher Jadeveon Clowney og velkommen til venstre tackle Laremy Tunsil efter to vilde trades, hvor Bill O’Brien (cheftræner og midlertidig GM) virker til at være blevet taget ved næsen.

For Deshaun Watson er tilgangen af Tunsil dog fremragende nyt på kort sigt, da den nu tidligere Dolphins-spiller er en kæmpe opgradering på den offensive linje, hvilket giver Watson bedre arbejdstingelser, end han har været vant til. I sine første år i ligaen har Watson ofte måttet løbe for livet bag en meget porøs offensiv linje. Jeg er ekstremt spændt på at se, hvordan Watson kommer til at gøre det bag en – må vi formode – stærkere beskyttelse. Det kan kun gøre hans muligheder for at fordele boldene til specielt DeAndre Hopkins endnu bedre. På den anden side kan jeg ikke vente at se, hvilken Drew Brees der tropper op. Bliver det den Drew Brees, der pressede Mahomes hårdt i MVP-kapløbet i de første 11-12 kampe af 2018-sæsonen, eller bliver det den Brees, der lignede, hvad han er: En 40-årig quarterback. Saints bliver rigtig svære at slå både på mandag og i det hele taget, hvis vi får den første udgave at se.