Selvom Cincinnati Bengals måtte nøjes med sølle fire sejre i 2020-sæsonen, har klubben besluttet at give cheftræner Zac Taylor endnu en sæson bag roret

‘Black Monday’ bød traditionen tro trænerfyringer, og både Anthony Lynn (Chargers), Adam Gase (Jets) og Doug Marrone (Jaguars) fik sparket.

Cincinnati Bengals cheftræner Zac Taylor kan dog ånde lettet op. Trods endnu en sæson i bunden af NFL har klubben valgt at give cheftræneren en ny chance i 2021 for at bevise, at han er fremtidens mand.

Mandag udsendte holdejer Mike Brown følgende udtalelse om Taylors fremtid.

– Vi tror fortsat på det projekt, Zac er ved at bygge op, og vi ser frem til næste år, hvor vi vil give vores fans de sejre, vi alle hungrer efter. Vi må udnytte de muligheder, der er foran os. Næste år vil vi skabe resultater.

Selvom Bengals’ sæson havde sine lyspunkter (Joe Burrow), så udeblev resultaterne, og for første gang siden 1999-2000 har Bengals nu haft fire sejre eller færre i to sæsoner i træk.

I de 32 kampe Zac Taylor har stået i spidsen for Bengals har holdet fået 6 sejre, 25 nederlag og 1 uafgjort. Til sammenligning gav Jets cheftræner Adam Gase sparket efter 9 sejre og 23 nederlag på to sæsoner.