New England Patriots er blevet enige med Philadelphia Eagles om en byttehandel, der sender pass rusher Michael Bennett til de forsvarende Super Bowl-mestre

Patriots mister formentligt Trey Flowers når free agency begynder 13. marts, men klubben har allerede hentet hans erstatning. Ifølge Philadelphia Inquirers Jeff McLane har Patriots tradet sig til Eagles defensive end Michael Bennett. Patriots sender eftersigende et 2020-femterundevalg til Eagles, der sender et 2020-syvenderundevalg retur.

Selvom Bennett er en ældre herre, beviste han i 2018-sæsonen at han stadig kan gøre en forskel. Den 33-årige forsvarsspiller startede 10 kampe for Eagles i 2018 og sluttede sæsonen med 34 tackles, 9.5 sacks og to fremtvungne fumbles.

Michael Bennett står til at tjene $7.2 millioner i 2019, men fortalte tidligere på ugen NFL Network, at han ønsker en lønforhøjelse. Den melding kom kort tid efter, at Bennett udelukkede at ændre sin kontrakt og derved sænke sin løn. Patriots har på nuværende tidspunkt $13.758.221 tilbage på lønbudgettet, ikke medregnet Bennetts løn.