Gul Kluds skribent Nicholas Isak Jørgensen varmer op til dagens Thanksgiving-kampe i en serie af optaktsartikler. Her kan du læse om den sene kamp mellem divisionsrivalerne New Orleans Saints (9-1) og Atlanta Falcons (4-6).

Drew Brees er ligaens ubetingede MVP

Det føles som en tidsalder siden, at Atlanta Falcons tvang New Orleans Saints ud i forlængede spilletid, før sidstnævnte alligevel nuppede en sejr på 43-37 i en vaskeægte pointfest. Meget har ændret sig siden dette seneste indbyrdes opgør mellem divisionsrivalerne den 23. september 2018.

Drew Brees spiller på et uhørt højt niveau, og har ledt an i Saints’ ni sejre på stribe – hvilket er den længest-varende sejrstime i NFL anno 2018. New Orleans Saints maltrakterede senest de forsvarende Super Bowl-mestre fra Philadelphia Eagles med groteske 48-7, og derudover har Brees og co. scoret 144 (!) point i de seneste tre kampe. Som Elming og Qvortrup ville sige i NFL Showet: ”Hadafaq”.

Omvendt udspillede Atlanta Falcons sin reelle slutspilsmulighed i sidste weekend, da Cowboys-kicker Brett Maher sikrede en Dallas-sejr på 22-19 i kampens døende sekunder. Dermed tabte Falcons for anden spillerunde i træk, hvorfor alle kampe både må og skal vindes, hvis Dan Quinns tropper skal kvalificere sig til det forjættede slutspilsland i januar 2019.

Seneste nyt på skadesfronten

New Orleans Saints’ offensive tackle Terron Armstead må sandsynligvis sidde over for andet opgør i træk på grund af en skade i brystregionen. Armstead har ellers leveret en fantastisk 2018-sæson og vurderes af Pro Football Focus som den bedst-præsterende offensive tackle i år. Foruden Armstead er der tvivl om receiver Tre’Quan Smith, der døjer med en fodskade.

For Atlanta Falcons er linebacker Deion Jones fortsat begrænset i sin fysiske formåen efter sin fodskade fra sæsonpremieren, og sidder derfor over mod Saints. Desuden døjer rookie-receiver Calvin Ridley og cornerback Desmond Trufant med lårproblemer, men begge forventes at starte i nattens opgør.

Hold øje med…

I Saints’ seneste to kampe mod henholdsvis Cincinnati Bengals og Philadelphia Eagles har forsvaret kun tilladt 154 kastede yards i gennemsnit og et enkelt touchdown via kastet, mens enheden har forceret hele fem interceptions. Det bryder med forsvarets overordnede præstationer i 2018, hvor enheden kun rangerer i bunden (nr. 27) af NFL i forhold til forsvaret mod kastespillet med 280 kastede yards tilladt pr. kamp i gennemsnit. Derfor bliver det særdeles interessant at følge Saints-forsvaret mod Matt Ryan, Julio Jones og resten af Falcons-angrebet, der scorede hele 37 point mod Saints i det seneste opgør. Hvis Saints-forsvaret fortsætter de seneste takter, må Sean Paytons mandskab vurderes at være decideret ustoppelige.

Det er et enormt tilbageslag for Falcons’ muligheder, at Deion Jones igen må sidde ude mod New Orleans Saints. Jones har netop været særdeles effektiv mod nattens modstander. I sine fire kampe mod Saints har Jones leveret vanvittige 38 tacklinger, fem tacklinger for tabte yards og tre interceptions. Med Jones’ fravær in mente har jeg svært ved at se Falcons sætte en stopper for Saints’ velsmurte angreb, og særligt runningback Alvin Kamara får de svært ved at dæmme op for uden Deion Jones.

Spiltips og picks

Green Bay Packers ødelagde vores flotte stime i forhold til spiltips og picks, da de (igen…) smed en stensikker føring over styr mod Seattle Seahawks. Det betyder, at vi er 5-3 med vores spiltips og 4-4 med picks for sæsonen.

Til trods for at Falcons er ét af de få hold, som har givet Saints kamp til stregen i 2018, så forventer jeg, at Drew Brees og co. tager den 10. sejr på stribe. Der er simpelthen for stor kvalitetsforskel mellem de to hold og kombineret med Saints’ hjemmebanefordel, forudser jeg en sikker 41-27-sejr til værterne.

I den forbindelse har Danske Spil flotte odds 1,75 på, at Drew Brees kaster mere end 2,5 touchdowns. Brees har kastet mere end 2,5 touchdowns i 6 / 10 kampe i 2018, mens han har opfyldt kriteriet i de sidste tre kampe. Spillet findes under ”Quarterback Special (inkl. OT)”, og hedder ”Drew Brees (NO) kaster over 2,5 touchdowns”. Spil ansvarligt – og rigtig god fornøjelse!

Du kan læse flere af Nicholas’ spiltips og optakt til de øvrige kampe ved at klikke på de to links nedenfor:

Detroit Lions vs. Chicago Bears

Dallas Cowboys vs. Washington Redskins