Gul Kluds skribent Nicholas Isak Jørgensen varmer op til dagens Thanksgiving-kampe i en serie af optaktsartikler. Her kan læse optakten til aftenens første opgør mellem Detroit Lions (4-6) og Chicago Bears (7-3)

Divisionsopgør med slutspilsimplikationer

Thanksgiving sparkes i gang med et traditionelt opgør, når Detroit Lions tager imod Chicago Bears på Ford Field. Det er niende gang siden 1964, at de to divisionsrivaler tørner sammen i forbindelse med Thanksgiving. Detroit Lions holder en snæver føring på 5-4 i den indbyrdes serie, og har sågar vundet de seneste tre møder.

Værterne fra Detroit kæmper med næb og klør for at holde liv i slutspilsdrømmene i den svære NFC-konference. Senest lykkedes det også Matt Patricias tropper at levere et uventet comeback mod slutspilsrivalerne fra Carolina Panthers. Omvendt har Chicago Bears total kontrol over NFC North-divisionen efter en flot 25-20-sejr over Minnesota Vikings natten til mandag (dansk tid, red.).

Seneste nyt på skadesfronten

Begge mandskaber døjer med skadskvaler på centrale positioner før aftenens kamp. Værterne må sandsynligvis se bort fra runningback Kerryon Johnson, der pådrog sig en knæskade mod Panthers. 21-årige Johnson har ellers vist sig som løsningen på Lions’ mangeårige runningback-problemer med 854 totale yards og fire touchdowns i 2018. Derudover står wide-receiver Marvin Jones til at misse sin anden kamp på stribe – ligeledes med en knæskade. Endelig har profiler som Ezekiel Ansah (skulder), nytilkomne Damon Harrison Sr. (skulder) og Darius Slay (knæ) været begrænsede til ugens (få) træningssessioner.

For Chicago Bears ser det først fremmest ud til, at quarterback Mitchell Trubisky, der skadede sin skulder i weekendens opgør mod Vikings, er ude. NFL Networks Ian Rapoport melder, at reserve Chase Daniel efter al at dømme starter for Bears. Mitchell Trubisky har fået sit personlige gennembrud i NFL i år med 2.469 kastede yards og 23 totale touchdowns (tre via løbespillet, red.).

Hold øje med…

Chicago Bears’ forsvar har været frygtindgydende, når Kahlil Mack har været skadesfri. I søndags fortsatte han sin flotte 2018-sæson ved at terrorisere Kirk Cousins, hvilket bl.a. udmøntede sig i Macks ottende sack for sæsonen. For to uger siden leverede han to sacks mod netop Detroit Lions og Matthew Stafford, og det vil blive kampafgørende, om Lions formår at begrænse Macks spil. I den forbindelse er det særligt begrædeligt, at førnævnte Kerryon Johnson sidder ude, da et effektivt løbespil kan begrænse presset på Stafford. Derfor skal vi nok forvente usædvanligt mange korte / screen-spil fra Lions’ side.

Med Mitchell Trubiskys skulderskade – og højst sandsynlige fravær – bliver det selvsagt yderst interessant at holde øje med reserve Chase Daniel. Den 32-årige quarterback har siden 2009 ageret backup hos New Orleans Saints, Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs. I den periode har Daniels kun startet to kampe (begge for Chiefs og mod San Diego Chargers, red.) med et nederlag og en sejr som følge. Bears-cheftræner Matt Nagy får stor ros for sit offensive system, som flere eksperter vurderer, får Trubisky til at se ”bedre ud”, end han reelt set er. Disse spekulationer kan blive besvaret i aftenens kamp mod Lions, når Chase Daniel kastes for løverne.

Spiltips og picks

Green Bay Packers ødelagde vores flotte stime i forhold til spiltips og picks, da de (igen…) smed en stensikker føring over styr mod Seattle Seahawks. Det betyder, at vi er 5-3 med vores spiltips og 4-4 med picks for sæsonen.

Mitchell Trubiskys sandsynlige fravær skaber en del polemik omkring Bears’ sejrschancer, da Chase Daniel er et ganske ubeskrevet blad. Derudover er Detroit Lions pisket til sejr, og kommer med momentum efter sidste uges sejr mod slutspilsrivalerne fra Carolina Panthers. Jeg vover derfor pelsen, og forudser en Lions-sejr på 24-20.

Danske Spil giver imidlertid forrygende odds 2,25 på, at Tarik Cohen kommer til at score touchdown på et vilkårligt tidspunkt i kampen. Den vævre runningback er et dødbringende våben i både løbe- og kastespillet, og han får en endnu større rolle med Daniel under center. Spillet kan findes via dette link. Spil ansvarligt – og rigtig god fornøjelse.

Du kan flere af Nicholas’ spiltips og optakt til de øvrige kampe ved at klikke på de to links nedenfor:

Dallas Cowboys vs. Washington Redskins

New Orleans Saints vs. Atlanta Falcons