
Efter kun to sæsoner i sædet som General Manager i Tennessee Titans er Ran Carthon blevet fyret.
“Det er umuligt at ignorere, at vores hold ikke har forbedret sig over de sidste to år. Jeg er selvfølgelig dybt skuffet over vores dårlige sejrs- og nederlagsstatistik i denne periode, men min beslutning afspejler også min bekymring for vores langsigtede fremtid, hvis vi fortsætter som hidtil.” Sådan lyder meldingen fra Titans’ ejer, Amy Adams Strunk, efter fyringen af klubbens GM.
Fyringen sker kun to dage efter, at Titans tabte sæsonens sidste kamp til rivalerne fra Houston Texans, og dermed sikrede årets førstevalg til den kommende draft i april.
I Carthons første sæson som GM for holdet, vandt holdet seks kampe, hvorefter han, i samarbejde med klubbens ledelse, tidligt i sin GM-karriere tog en kæmpe beslutning. Mike Vrabel blev fyret, og ind kom den tidligere offensive koordinator for Cincinatti Bengals, Brian Callahan.
Læs også: Mike Vrabel til Jets?
Det har dog ikke vendt tingene på hovedet. Tværtimod. I Callahans første sæson som cheftræner formåede holdet kun at vinde tre kampe, og dermed endte Titans sidst i AFC.
En “hovedløs” beslutning
Med det samme, at fyringen blev meldt ud til offentligheden, væltede reaktionerne ind på det sociale medie X – og det var ikke ligefrem de positive af slagsen.
Fyringen kommer som et tydeligt chok for mange, hvis hjerte banker lyseblåt, da det nu er tredje sæson i streg, hvor holdet fyrer enten deres GM eller cheftræner.
Flere fans kalder beslutning for “hovedløs” og “unfair”, mens andre mener organisation er “fuldstændig tabt” og “useriøs”.
Især bliver pilen peget på klubbens ejer Amy Adams Strunk, som i 2015 overtog lederrollen fra sin far, Bud Adams, der gik bort to år forinden. Selvom hun selv har gjort Carthon til syndebuk som resultat af holdets manglende succes, begynder flere og flere fans samt andre tæt knyttede personer til organisation at pege på netop hende som skyld i holdets nedtur.
For et år siden var hun nemlig også under hård kritik, da hun stod bag fyringen af den ellers populære cheftræner, Mike Vrabel, der havde ført en del succes til holdet i sine seks år i klubben. Nu, et år efter, står holdet med en stor beslutning i vente. For hvem skal stå med hovedansvaret for at vælge det næste store håbefulde talent til holdet?
Hvem vælger de?
Udover de mange reaktioner fra Titans-fans, er der især én reaktion på X, som har fået mange til tasterne.
Ingen ringere end NFL-legenden og den nuværende cheftræner for collegeholdet Colorado Buffaloes, Deion Sanders, reagerede nemlig således på fyringen:
For udover at være tidligere NFL-superstjerne og nuværende collegetræner er han også far til quarterbacken Shedeur Sanders, som lige nu er bookmakernes næststørste favorit til at blive valgt som nummer et i den kommende draft.
Titans står i en situation, hvor de desperat mangler en quarterback efter en dårlig sæson af Will Levis, der ellers før sæsonen var spået af mange til at være den startende quarterback for holdet de næste mange år.
Derfor peger pilen i retningen af, at valget står mellem førnævnte Sanders og Miami-quarterbacken, Cam Ward, som lige nu er bookmakernes favorit til førstevalget.
Dog er der ingen tvivl om, hvem farmand Sanders peger på. I flere uger har Sanders-familien været meget vokale omkring, at det er Shadeur Sanders, der skal vælges som den første spiller til april. De har åbent flirtet med flere forskellige hold, men nu hvor Titans står med førstevalget, er det klart at se, hvor øjnene vender.
Dog er det hverken Deion eller Shedeur Sanders, der træffer den endelige beslutning, men i stedet en endnu ukendt kommende GM, som tidligt kommer til at stå med et enormt pres på sine skuldre.
Læs også: 10 ting vi lærte i uge 18








