Trænerjagten er igangsat: Jets hiver profileret træner til samtale

0

New York Jets har i dag haft samtale med den tidligere Tennessee Titans-træner Mike Vrabel som en mulig kandidat til det åbne trænersæde.

Efter Jets i oktober valgte at fyre den daværende cheftræner, Robert Saleh, har de været på jagt efter en ny mand til jobbet.

Jeff Ulbrich, der var defensiv koordinator under Saleh, blev efter fyringen ansat som midlertidig cheftræner, men har ikke formået at vende skuden. To sejre i 11 kampe er det blevet til for Ulbrich og hans Jets-mandskabet, hvorfor Jets nu er begyndt at søge efter en træner, der ikke i forvejen er en del af organisationen.

Det har ført til, at Jets har valgt at hive succestræneren Mike Vrabel ind til en samtale.

Læs også: Varmt trænernavn kan starte jobsamtaler

På sine seks år som cheftræner for Titans lykkes det ham tre gange at fører holdet til slutspillet, og i 2019/2020-sæsonen var de endda kun en enkelt sejr fra en plads i Super Bowlen. Efter at have slået Tom Brady i hans sidste kamp som Patriots-spiller i Wild Card-runden og efterfølgende besejrede Lamar Jackson og Ravens, måtte de se sig slået af Chiefs, der to uger senere stod med Lombardi-trofæet i hænderne.

Samlet for grundspillet og slutspillet er det lykkes ham at vinde 56 ud af 104 kampe som cheftræner i NFL, og det var også højst overraskende, da han efter sidste sæson blev fyret af Titans.

Nu, efter en sæson som specialkonsulent hos Browns, er han på udkig efter nye græsgange, og der kunne Jets meget vel være stedet han ender. Hvis ikke det bliver New York, må det forventes, at den erfarne træner har flere andre bejlere når cheftræner-racet for alvor skydes i gang efter 18. spillerundes afslutning.

Ikke kun Vrabel

Allerede i går begyndte Jets at have samtaler med mulige cheftrænere, da de hev den tidligere Panthers og Commanders-cheftræner, Ron Rivera, ind til en samtale. Han blev, ligesom Vrabel, også fyret i fjor og har lige siden været fri på markedet.

Det er desuden ikke kun en cheftræner, som New York-mandskabet jagter lige nu. Også positionen som General Manager er ledig efter de midt i november valgte at skille sig af med Joe Douglas. Her har Phil Savage ageret som midlertidig GM, men han forventes også at erstattes, så snart de har fundet den rigtige til jobbet.

Så sent som i går havde Jets-ledelsen også en samtale med TV-analytikeren Louis Riddick, der til dagligt arbejder for ESPN og tidligere har erfaring som scout og “Director of Pro Personel”, hvilket er en slags højrehånd for holdets GM, men med fokus på spillere der allerede er i NFL.

Udover Riddick har holdet tidligere interviewet blandt andre Falcons tidligere GM Thomas Dimitroff og Mike Vrabels tidligere makker i Titans, Jon Robinson, der var GM hos dem fra 2016 til 2022.

Læs også: Aaron Rodgers sidste NFL-kamp?