Video: Højdepunkter fra preseason – anden spillerunde

0

Her får du de allerfedeste højdepunkter fra den anden spillerunde af preseason.

Selvom der endnu ikke er noget på spil, så er det svært ikke være begejstret over, at NFL er tilbage på skærmen.

I denne artikel har vi samlet en ualmindeligt laber højdepunktspakke til dig, som indeholder de allerfedeste spille fra den anden spillerunde i preseason.

Prøv NFL GamePass gratis

Husk, at du kan se alle træningskampene gratis med NFL GamePass. Hvis du tegner abonnement for sæsonen via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.

Skødesløse Cam Ward

Én af spillerne, der er størst forventninger til i 2026-sæsonen, er Tennessee Titans’ unge quarterback Cam Ward. Det er lidt mere end et år siden, at Titans hentede Ward med det første valg i 2025-draften, men han har endnu til gode at sætte Nashville på football-landkortet igen.

Derfor bliver Cam Wards præstationer målt, vendt og drejet – ned til mindste detalje. I denne spillerunde af preseason mødte Titans de forsvarende mestre fra Seattle Seahawks, og selvom de vandt med 19-16, så var det ikke Wards fortjeneste.

Den 24-årige bannerfører spillede træningskampens begyndelse, og han sluttede opgøret med beskedne 69 kastede yards, mens han tog et sack og mistede en fumble. Sidstnævnte var et ganske skødesløst spil, hvor Ward slet ikke beskyttede bolden, mens han forsøgte at undslippe Seahawks’ presspil.

Læs også: 10 svar vi leder efter i preseason

Så meget for de der korte arme…

Vi fortsætter rundturen i Tampa Bay, hvor Buccaneers besejrede Kansas City Chiefs med 16-15. Selvom langt størstedelen af de normale startere sad over, så fik Buccaneers’ førsterundevalg Rueben Bain Jr. sine første spilleminutter i NFL.

Rueben Bain Jr. faldt til Buccaneers, der tog ham med det 15. valg i forårets draft, fordi han har relativt korte arme i forhold til, hvad vi normalt forbinder med presspillere i NFL. Det kan meget vel vise sig, at der er 14 hold, som fortryder, at de ikke bed på Bain Jr.

Se bare, hvordan Rueben Bain Jr. brugte sin vilde råstyrke til at fjerne Chiefs’ startende højre tackle – der i øvrigt vejer omkring 145 kilo – så let som ingenting. Spillet skaber vilde associationer til Hall of Fame-spilleren Reggie White.

Mr. Automatic

Vi er ikke helt færdige med Tampa Bay Buccaneers’ træningskamp mod Kansas City Chiefs – for det er ganske enkelt umuligt at komme uden om Harrison Butkers vanvittige field goal.

Med få sekunder tilbage af første halvleg sendte Butker et 69-yard langt (!) spark ned mellem målstængerne.

Træningskampene tæller ikke med i de officielle statistikker – for ellers havde det været en ny NFL-rekord.

Det er i dag Greg Little, som er indehaver af det længste officielle field goal i ligaens historie, da han scorede et 68-yard langt spark i fjor. Det hører med til historien, at Little også sparkede et 70-yard langt field goal i preseason i fjor, så han holder altså også den uofficielle rekord.

Næste side: Odell Beckham Jr. er tilbage!