Rob Gronkowski er stadigvæk usikker på sin fremtid i NFL, men kan kun se sig selv spille for Tampa Bay Buccaneers, hvis han fortsætter.

Da Tom Brady besluttede at bremse sine pensionsplaner har Tampa Bay Buccaneers kunne fastholde flere profiler, der ellers søgte efter nye græsgange. Listen tæller spillere som Ryan Jensen, Carlton Davis og Leonard Fournette – og det synes ikke utopisk, at Rob Gronkowski bliver den næste spiller, der melder sig under fanerne.

I et nyligt interview med Debbie Emery fra mediet SB Nation fortalte Gronkowski, at han stadigvæk overvejer sin fremtid, men at han kun har i sinde at spille for Tampa Bay Buccaneers og med Tom Brady:

– Hvis jeg beslutter at fortsætte, kan jeg kun se mig selv i Buccaneers. Som jeg tidligere har sagt, så sætter jeg stor pris på spillerne og personalet i Tampa – det er en flok fantastiske, uselviske personer, som har holdets bedste for øje. Sagt med andre ord – hvis jeg vender tilbage, bliver det for Buccaneers, understregede Rob Gronkowski.

Rob Gronkowski, der tidligere har været pensioneret fra NFL, står noteret for 12 sæsoner med henholdsvis New England Patriots og Tampa Bay Buccaneers. Undervejs har han etableret sig som Tom Bradys “partner in crime” og har sat nye standarder for tight end-positionen med 9.286 grebne yards og 92 touchdowns. Endvidere har Gronkowski vundet fire Super Bowl-titler og er blevet udnævnt til fire All Pro-hold og fem Pro Bowls.

I den seneste sæson spillede Rob Gronkowski 12 kampe, hvori han greb 55 bolde for 802 yards og seks touchdowns. Han var også formidabel i slutspillet, hvor han greb ni bolde for 116 yards og en touchdown, før Buccaneers blev slået ud af de senere mestre fra Los Angeles Rams.