De forsvarende mestre kan snart se frem til at få tre profiler tilbage i kamp.

Tampa Bay Buccaneers har nærmest ryddet bordet i 2021-sæsonen med seks sejre i syv opgør, hvilket er holdets bedste sæsonstart nogensinde.

Nu kan Bruce Arians og Tom Brady se frem til at få yderligere, og profilerede, forstærkninger tilbage i kamp. Således figurerede både Rob Gronkowski, Lavonte David og Richard Sherman i dagens træningssession.

Rob Gronkowski startede sæsonen med lyn og torden, hvortil han greb 16 bolde for 184 yards og fire scoringer i de første tre kampe. Siden da har “Gronk” misset fire kampe på stribe, efter at han brækkede flere ribben mod Los Angeles Rams.

Som nævnt kan Buccaneers også se frem til at Lavonte David og Richard Sherman tilbage. David har etableret sig blandt ligaens bedste linebackers, og han er afgørende for Buccaneers’ defensive formåen. Den 31-årige linebacker har misset de seneste to opgør som følge af en ankelskade.

Richard Sherman er et nyt ansigt i Florida efter, at han skiftede til Buccaneers i slutningen af september efter, at forsvaret led en række skader til dets cornerbacks. Sherman er ikke desto mindre et velkendt ansigt i NFL, da han var en afgørende brik i Seattle Seahawks’ Super Bowl-vindende mandskab tilbage i 2014.