Det bliver Baker Mayfield, der afløser Tom Brady som Tampa Bay Buccaneers’ startende quarterback.

Baker Mayfield er tilbage som startende quarterback i NFL – og det bliver som afløser for Tom Brady i Tampa Bay Buccaneers. Det står klart, efter at Buccaneers’ cheftræner Todd Bowles offentliggjorde beslutningen på sit faste pressemøde i forlængelse af dagens træningssession.

Således må Kyle Trask tage til takke med at genindtage rollen som førstereserve i 2023-sæsonen. Tampa Bay Buccaneers brugte ellers et valg i anden runde af 2021-draften på Trask, men den unge quarterback har ingenlunde formået at overbevise sine trænere om, at han skulle være holdets nye bannerfører.

I stedet er valget faldet på Baker Mayfield, der skrev under på en etårig aftale med Tampa Bay Buccaneers i marts måned. Det sker på bagkant af en turbulent 2022-sæson, hvor Mayfield startede seks kampe for Carolina Panthers, før han blev fristillet, hvorefter han vikarierede for den skadede Matthew Stafford i Los Angeles i fire kampe.

De fleste kender Baker Mayfield fra sin tid i Cleveland, hvor han oprindeligt blev hentet ind som den store frelser, da Browns valgte ham med det første valg i 2018-draften. Efter flere skadesplagede sæsoner lykkedes det for Mayfield at bryde Browns’ slutspilsforbandelse, da han førte holdet til slutspillet for første gang i 18 år. Ikke desto mindre blev Baker Mayfield vejet og fundet for let, efter at han fik forpurret sin efterfølgende sæson af en skulderskade, og i stedet satsede Browns butikken på DeShaun Watson.

Samlet set står Baker Mayfield noteret for 72 kampe fra start i NFL, hvor han har kastet 16.288 yards, 102 touchdowns og 64 interceptions, mens han har vundet 33 af sine 72 kampe.