Buccaneers gafler offensiv koordinator fra Atlanta

0

Zac Robinson skifter fra Atlanta Falcons til Tampa Bay Buccaneers, hvor han får til ansvar at genoprette holdets offensiv efter en skuffende sæson.

Tampa Bay Buccaneers henter Zac Robinson ind som ny offensiv koordinator. Det sker efter, at Falcons’ nytiltrådte cheftræner Kevin Stefanski havde smidt Robinson på porten.

Zac Robinson nåede bare en enkelt sæson i Atlanta, hvor han bl.a. var med til at føre Bijan Robinson frem til 2.298 offensive yards og 11 touchdowns. På den baggrund er Robinson blevet finalist til prisen som sæsonens angrebsspiller i NFL.

Fremover skal Robinson forsøge at genoprette angrebet hos Falcons’ divisionsrivaler fra Tampa Bay, som havde det svært i den forgangne sæson. Faktisk scorede Buccaneers bare 15. færrest point (22,4 pr. kamp) og producerede 12. færrest yards (320,4 pr. kamp) i grundspillet.

Som følge blev Josh Grizzard fyret som offensiv koordinator efter sæsonen, mens cheftræner Todd Bowles holdt fast i sit job med det yderste af fingerspidserne.

Zac Robinson bliver den femte offensive koordinator i Tampa Bay i de seneste fem sæsoner. Listen tæller bl.a. Dave Canales og Liam Coen, som nød stor succes med Baker Mayfield og blev ansat som cheftræner andetsteds.

Mens Bijan Robinson stortrivedes under Zac Robinson, så formåede Robinson ikke at forløse Michael Penix’ potentiale. Tværtimod, så spillede Penix en blandet sæson, før han rev sit korsbånd over i november.

Læs også: Her er finalisterne til dette års NFL Honors