Tampa Bay Buccaneers fastholder Chris Godwin i minimum en sæson til.

Med kun otte dage til free agencys formelle start har de forsvarende mestre besluttet at bruge deres franchise tag på Chris Godwin. Det betyder, at Tampa Bay Buccaneers – i første omgang – har papir på Godwin i 2021.

Således køber Tampa Bay Buccaneers sig et år yderligere til at forhandle en langsigtet kontraktforlængelse på plads med Chris Godwin.

Beslutningen betyder formentlig og umiddelbart også, at andre Bucs-profiler så som Shaquil Barrett og Lavonte David står uden kontrakt d. 17. marts, når free agency formelt indledes, hvorpå de frit kan forhandle med interesserede bejlere.

Chris Godwin var en afgørende brik i Tampa Bay Buccaneers’ Super Bowl-vindende angreb i 2020-sæsonen. Heri greb Godwin 65 bolde for 840 yards og syv touchdowns, mens det blev til yderligere 232 yards og en enkelt scoring i slutspillet.