På søndag mødes Falcons og Patriots, men hvem har egentlig det bedste hold? Positionsgruppe for positionsgruppe har Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger kigget nærmere på de to hold.


I denne artikel har Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger kigget nærmere på både Patriots og Falcons positionsgrupper. Hver gruppe er blevet bedømt på en skala fra 1-10, og til sidst er pointene talt sammen.
Bare husk, at det bedste all-round hold ikke altid er vejen til sejr, så dette er ikke en forudsigelse af kampen, men blot en simpel bedømmelse af talent.
Quarterback
Falcons:
Atlantas angreb har været forrygende i denne sæson, og Matt Ryan har en stor aktie deri. Det er dog Ryans første Super Bowl, og han står overfor en quarterback, der både har været der mange gange før og måske har været endnu bedre end Ryan i år. Lille fordel Patriots. 9,5/10
Patriots:
Tom Brady er Tom Brady, og han er den mest succesfulde quarterback i football-historien. Hvis ikke han skal have 10, hvem skal så? 10/10
Runningback
Falcons:
Falcons har ikke en superstjerne, men Freeman er en god starter, og hurtigløberen Coleman har vel været NFLs bedste backup i år. Brugen af dem i kastespillet kan blive en nøgle ligesom mod Broncos tidligere i år. Og så har de også den kompetente fullbacken Patrick DiMarco. 9/10
Patriots:
Patriots’ runningbacks er mere eller mindre alle sammen rollespillere. Blount, Dion Lewis, James White og James Develin udgør dog en fin enhed. Matchuppet kan være godt for Blount mod Atlantas lidt små linebackere, men gruppen når ikke Falcons’ niveau. 7,5/10
Wide-receiver
Falcons:
Uden Julio Jones ville denne WR-gruppe være uhyggeligt ringe, omend Sanu og Gabriel har vist sig som gode komplementære receivere. Julio er så tilgengæld også uhyggelig. 9/10
Patriots:
Stor respekt for Edelman, der har været forrygende den sidste måneds tid, men derudover er det unge spillere og journeymen. Chris Hogan havde en stor kamp mod Pittsburgh, men i grundspillet greb han 38 bolde. 7,5/10
Tight-end
Falcons:
Atlantas tight-ends udgør den mest profilløse positionsgruppe i Super Bowl. Austin Hooper og Levin Toilolo deler holdets snaps her, men ingen af dem er andet end perifære rollespillere. 5/10

Patriots:
Gronk er selvfølgelig savnet her, men Martellus Bennett er en dygtig erstatning, der både kan gribe bolden og blokere. Derudover Martellus Bennett er blevet en favorit på grund af hans opførsel karismatiske person udenfor banen. 8/10
Offensive linje
Falcons:
Center Alex Mack kandiderer til årets bedste nyanskaffelse i sæsonen. Han er sammen med højre-tackle Ryan Schraeder blandt de bedste på deres position. Resten af linjen er solid og set over hele sæsonen er den offensive linje stor del af årsagen til Atlanta gode og balancerede angreb. 8,5/10
Patriots:
Ligesom Falcons har de nogle solide brikker. De to tackles i Nate Solder og Marcus Cannon har været stærke i år, og sammen med Cannon giver Shaq Mason en dominerende højreside. Den måske største stjerne på dette område på findes dog ikke på banen. Linjetræneren Dante Scarnecchia kan få nærmest alle spillere til at udføre sin opgave. 8/10
Forsvaret
Indvendig defensive linje:
Falcons:
Teis: Den defensive linje er nok Falcons’ svaghed. Den er ikke ret spektakulær, når man kommer forbi den talentfulde Grady Jarrett. Holdet er specielt sårbart mod løbet, og midten af linjen kan ikke se sig fri for ansvar i den sammenhæng. 6/10
Patriots:
Stoppe løbet kan Patriots’ indvendige linjefolk dog. Malcolm Brown og Alan Branch er begge dygtige run-stoppere, og selvom de ikke bringer meget som pass-rushere er det en fornuftig duo. 8/10
Edgespillere
Falcons:
Vic Beasley er den store stjerne, men selvom han førte ligaen i sacks, er han stadig en lidt svingende spiller, der forsvinder ud af kampe i perioder. Skaden til Adrian Clayborn er dog hård for Falcons. Dwight Freeney og Brooks Reed har henholdsvis tre og to sacks. 7/10
Patriots:
Heller ikke Patriots har en fremragende edge-gruppe. Trey Flowers og Jabaal Sheard er fine spillere, mens Chris Long en gang imellem viser glimt fra hans storhedstid nogle år tilbage. De er dog solide mod løbet, selvom pass-rush kan være mangelfuldt til tider. 7/10
Linebackere
Falcons:
Deion Jones har været en åbenbaring for Falcons’ forsvar og er hurtigt blevet en profil. Resten er dog ikke imponerende, og den anden rookie De’Vondre Campbell er nok en spiller, Patriots vil forsøge at angribe. 6,5/10
Patriots:
Hvis Jamie Collins stadig havde været hos Patriots, havde vi snakket 9 eller 10. De har dog stadig den stærke Don’ta Hightower, og for mig giver han Patriots en fordel over Falcons, da Elandon Roberts og Kyle van Noy begge kan udfylde en rolle rimeligt ved siden af. 7,5/10
Secondary
Falcons:
Falcons’ cornerbacks har overrasket efter Desmond Trufants skade. Robert Alford, rookien Brian Poole og Jalen Collins har alle været fine spillere, og sammen med de dygtige safeties Ricardo Allen og rookie Keanu Neal giver det en ret god secondary. 8/10
Patriots:
Du finder ikke mange secondaries bedre end Patriots’ ude i ligaen. Malcolm Butler og Devin McCourty er begge topspillere på deres positioner. Logan Ryan er en dygtig andencornerback, og Patrick Chung er en solid safety i boksen. Eric Rowe vil blive testet, men han har været rimelig indtil videre. 9/10
Special Teams
Falcons:
Meget ligesom Patriots har Falcons både en dygtig punter og kicker. Selvom Matt Bosher punter færrest gange af alle i ligaen, har han været solid og Matt Bryant har været imponerende som kicker. Eric Weems er en tålelig returner og er vigtigst af alt pålidelig med bolden i hænderne. Falcons’ coverage enheder er solide igen med Weems i en vigtig rolle, men den er ikke lige så stærk som Patriots’ fænomenale enhed. 8,5/10
Patriots:
Gostkowski har fået styr på præcision igen her sidst på året. Punter, Ryan Allen, er dygtig til de korte punts, der skal være præcise, hvilket komplimenterer et angreb, der sjældent går i stå dybt på egen banehalvdel godt. Derudover har de fantastiske special teams spillere som Matthew Slater, Nate Ebner og Jonathan Jones. Returnspillet er lidt mere svingende og trækker dem ned på en nier. 9/10
Samlede karakterer
Falcons: 77
Patriots: 81,5
De to hold fik lige mange point på angrebet, hvor den måske knap så betydningsfulde tightend-gruppe trak Falcons ned. På forsvaret har Patriots dog en fordel næsten hele vejen rundt, og den balance giver dem spiller for spiller nok det bedste hold.