Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers brager sammen i Super Bowl LVIII. Her bliver du klædt på til den store finale af Gul Kluds Super Bowl-reporter Nicholas I. Jørgensen.

Las Vegas, Nevada. Tiden er kommet. Efter en hæsblæsende uge i Las Vegas står Super Bowl LVIII for døren. Det er Kansas City Chiefs mod San Francisco 49ers, ligesom det var tilfældet i 2020 i Miami. Der er næppe to hold, der har præget og formet sporten og nutidens NFL mere i løbet af de seneste fem år – og Super Bowl LVIII er den store kulmination.

Alligevel har de to finalister taget to vidt forskellige veje til Las Vegas. Kansas City Chiefs har ikke været det offensive festfyrværkeri, som vi har set i de seneste år. I stedet er det Steve Spagnuolos forsvar, som er løbet med overskrifterne, efter at de tillod næstfærrest point og fjerdefærrest yards i grundspillet.

Omvendt har Chiefs’ angreb spillet en hakkende sæson, hvor de bare scorede 15. flest point (22,1 pr. kamp) i NFL. Det er ikke ensbetydende med, at Patrick Mahomes har spillet under sit vanlige niveau. Tværtimod har han bevist, at hans spilintelligens aldrig har været bedre, og Chiefs ville ikke stå i Super Bowl LVIII uden deres Super Man.

Hvis Patrick Mahomes er Super Man, så er San Francisco 49ers’ ligaens svar på ”The Avengers”. Kyle Shanahan råder over en perlerække af superstjerner og de har været den altoverskyggende magtfaktor i 2023-sæsonen. 49ers scorede næstflest point, producerede flest yards, tillod tredjefærrest point og tillod niendefærrest yards i NFL. Det er altså et komplet mandskab.

Spørgsmålet er så, om San Francisco 49ers’ stjerneparade kan få skovlen under de forsvarende mestre? Kansas City Chiefs har fundet fordums styrke frem i slutspillet, hvor de besejrede de tre stærkeste hold i AFC – Miami Dolphins, Buffalo Bills og Baltimore Ravens. Undervejs eksploderede Patrick Mahomes og Travis Kelce for 262 yards og tre touchdowns.

Læs også: Super Bowl LVIII er den perfekte reklame for tight end-positionen

Det ville være San Francisco 49ers’ første Super Bowl-titel siden 1995, hvor Steve Young og Jerry Rice smadrede San Diego Chargers med 49-26. Kyle Shanahan er nok den person, som har mest på spil i dét perspektiv ved Super Bowl LVIII. Hvis han fører 49ers til sejr, vil han slå sit navn fast som én af de mest succesfulde og definerende trænere i holdets – og sågar ligaens – historie. Hvis Shanahan taber, vil det være hans tredje Super Bowl-nederlag i karrieren, og det vil være en stor plet på hans arv.

Hvis Kansas City Chiefs vinder, vil det være holdets tredje Super Bowl-triumf på fem år. Det ville være kronen på værket for Patrick Mahomes og Andy Reid, der står i spidsen for det nye dynasti i NFL. Derfor er det også ganske sigende, at Chiefs nu får den samme behandling, som New England Patriots gjorde i flere år.

Seneste nyt på skadesfronten

Mens San Francisco 49ers stort set er skadefri til Super Bowl LVIII, så har Kansas City Chiefs nogle bekymringer på skadesfronten. Andy Reid har offentliggjort, at Joe Thuney ikke kommer i aktion i finalen, fordi han stadigvæk døjer med en skadet brystmuskel. Thuney missede også AFC-finalen, og i hans fravær ventes Nick Allegretti at skulle starte som venstre guard.

Joe Thuneys fravær vil være en kæmpe fordel for 49ers, der råder over to af de bedste defensive tackles i ligaen i form af Javon Hargrave og Arik Armstead. Tilsammen har Hargrave og Armstead leveret 12 sacks og hele 94 pressures i 2023-sæsonen, og Nick Allegretti risikerer at komme i voldsomme problemer mod de to.

Derudover ventes Chiefs’ runningback Jerick McKinnon ikke at blive sin lyskenskade kvit, mens det også er usikkert, om Kadarius Toney kommer til at spille. Toney er ganske vist ikke skadet, men han er faldet i unåde hos Andy Reid efter en skuffende sæson og flere offentlige udbrud.

Sæsonens mest imødesete trænerduel

Hvis I spørger undertegnede, så får vi ikke en bedre trænerduel i NFL, end det er tilfældet i Super Bowl LVIII, når Kyle Shanahan og Steve Spagnuolo står over for hinanden. Kyle Shanahan har revolutioneret angrebsspillet i NFL – via sine sofistikerede idéer, perfektionistiske personlighed og pædagogiske evner til at omsætte sit spilsystem til praksis. Steve Spagnuolo har transformeret Chiefs’ forsvar fra at være en bundskraber til at blive ét af de bedste forsvar i NFL.

Læs også: Steve Spagnuolos forsvarsrevolution i Kansas City

Trænerduellen bliver ikke mindre spektakulær af, at Shanahan og Spagnuolo har haft en ekstra uge til at forberede sig til Super Bowl LVIII, end de normalt har i grundspillet. Hvad skal I så holde øje med, og hvem har fordelen i den store finale?

I skal først og fremmest holde øje med Kansas City Chiefs’ presspil. Steve Spagnuolo sendte fem spillere eller flere i presset på hele 32,9 pct. af sine defensive spil i 2023-sæsonen, og de skabte næstflest sacks (57) i ligaen. Spagnuolo er især dygtig til at variere sit presspil, hvor han ofte bruger sine cornerbacks. Ifølge TruMedia fremtvang Chiefs hele ni sacks og to interceptions, når de sendte en cornerback i presset, mens de ikke tillod et eneste kast for mere end 26 yards i disse situationer.

På den anden side står Brock Purdy – ”Mr. Irrelevant” – som har spillet en fænomenal 2023-sæsone. Purdy ramte på 69,4 pct. af sine kast for 4.280 yards og 31 touchdowns i grundspillet, og han var en fem finalister til prisen som sæsonens mest værdifulde spiller i NFL. Derudover var Purdy den mest efficiente quarterback i situationer, hvor modstanderne sendte fem spillere eller flere efter ham.

Læs også: Brock Purdy – fra “Mr Irrelevant” til Super Bowl LVIII

Problemet for 49ers er dog, at Chiefs typisk beholder to spillere i dybe opdækningszoner, når de sender fem spillere eller flere i presspillet (cover 2 og cover 6). Purdy har haft det svært mod disse opdækningsmønstre, ikke mindst i slutspillet, hvor 49ers’ angreb var mere inkonsistent end i grundspillet.

Derfor bliver det altafgørende, at 49ers lykkes med at etablere løbespillet, samt at de holder fast i det undervejs. Christian McCaffrey er netop blevet kåret som sæsonens bedste angrebsspiller, efter at han producerede 2.023 offensive yards og scorede 21 touchdowns. Derudover får Deebo Samuel en vigtig rolle på kast ind over midten, hvor Chiefs’ linebackers er til at tale med.

Forudsigelse

Vi har en fantastisk og spektakulær finale i vente, når Kansas City Chiefs og San Francisco 49ers brager sammen – såvel på grønsværen som på sidelinjen, hvorfra nogle af de allerdygtigste trænere skal kalde slagets gang. Til syvende og sidst, så forventer jeg, at Chiefs trækker det længste strå.

Chiefs har nogle taktiske og spillermæssige fordele, som 49ers får svært ved at dæmme op for. Isiah Pacheco har spillet en flot sæson med 935 løbe-yards og syv touchdowns som følge, mens 49ers har tilladt 318 løbe-yards og tre touchdowns i slutspillet. Steve Spagnuolos roterende opdækningsmønstre og aggressive spillestil kommer til at udfordre Brock Purdy.

Det har også været tydeligt i løbet af Super Bowl-ugen, at Chiefs hviler bedre i begivenheden, end 49ers gør. Jeg synes, det er tydeligt, at 49ers føler presset – og det gælder ikke mindst Kyle Shanahan, som har virket stresset og påvirket – bl.a. af den efter sigende dårlige træningsbane, som 49ers har døjet med på University of Las Vegas.

Og så har Patrick Mahomes og Travis Kelce genfundet fordums styrke på det helt perfekte tidspunkt. Mahomes er den bedste spiller i nutidens NFL, og spørgsmålet er efterhånden, om han også er den bedste, der nogensinde har spillet sporten?

Kansas City Chiefs vinder Super Bowl LVIII med 27-24.