Hvordan har Steve Spagnuolo skabt et af de bedste forsvar i ligaen, nærmest ud af det blå? Vi går knædybt i Kansas City Chiefs’ imponerende forsvar.

Las Vegas, Nevada. Kansas City Chiefs står i sin anden Super Bowl på stribe og sin fjerde i de seneste seks år, siden Patrick Mahomes blev udnævnt til startende quarterback i 2018. Andy Reids mandskab ligner en reinkarneret version af New England Patriots, som terroriserede NFL i nullerne og igen i 10’erne.

Alligevel er der noget forunderligt ved denne udgave af Chiefs. Jovist, det er stadigvæk Patrick Mahomes og Travis Kelce, som løber med overskrifterne. Men hvis vi kradser lidt i overfladen, så er alting ikke, som det ”plejer at være” i Kansas City.

Forskellen er, at det er Steve Spagnuolos forsvar, som har den største ære i, at Chiefs står i Super Bowl LVIII. Magtforholdet er ikke nødvendigvis skiftet mellem angreb og forsvar, fordi Patrick Mahomes stadigvæk er den bedste quarterback i nutidens NFL, men forsvaret har lukket kvalitetsforskellen i 2023-sæsonen.

Det har været en mindeværdig sæson for Steve Spagnuolos forsvar, der ikke har tilladt 30 point eller flere i en eneste kamp. Chiefs tillod næstfærrest point (17,3 pr. kamp) i NFL og tillod sølle 126 point i anden halvleg i sæsonen – eller 7,4 i gennemsnit pr. kamp!

Hvordan er det gået så vidt? Hvordan har Steve Spagnuolo skabt et af ligaens bedste forsvar, nærmest ud af det blå? Det er spørgsmål, som undertegnede satte sig for at søge svar på til pressemøderne i Las Vegas. 

Der er noget med blitzen…

Ja, der er noget med Steve Spagnuolo og hans forkærlighed for blitzen. Ifølge Next Gen Stats sendte Spagnuolo fem spillere eller flere i presset på hele 39,3 pct. af alle tredje-down-situationer i 2023-sæsonen. Hele 64,3 pct. af disse spil førte til, at modstandernes quarterback blev sat under pres, hvilket var tredjebedst i hele NFL. 

Ud over at være kendt som en aggressiv spilkalder, så er Steve Spagnuolo også berygtet for sin kreativitet i blitzen. Det kommer især til syne ved, at Chiefs sender en cornerback, en safety eller begge positioner på samme tid med i presset. Og de er uhyre effektive, når de gør det. Ifølge TruMedia fremtvang Chiefs hele ni sacks og to interceptions, når de sendte en eller flere spillere fra de bagerste forsvarsgeledder i presset, mens de ikke tillod et eneste kast for mere end 26 yards i grundspillet i disse situationer.

Trent McDuffie er én af de cornerbacks, som stortrives under Steve Spagnuolos aggressive spillestil. McDuffie har fået sit store gennembrud i 2023-sæsonen, hvor han leverede 80 tacklinger og fremtvang tre sacks og fem fumbles.

Den 23-årige cornerback er den perfekte spiller til Spagnuolos system. McDuffie har kvaliteterne og alsidigheden til at dække modstandernes receivere og tight ends, ligesom han heller ikke er bleg for at tackle igennem.

McDuffie har også været en force i presspillet, hvor han leverede 16 pressures og 10 QB-hits, hvilket er det samme antal som Philadelphia Eagles’ prominente defensive linjespiller Jalen Carter… Okay, den tager vi lige én gang til: Cornerback Trent McDuffie har lige så mange QB-hits i 2023-sæsonen som Jalen Carter!! 

Den defensive linje spiller med en uhørt grad af disciplin

Det er en kunst at kunne levere den vellykkede blitz. Blitzen kræver både uforudsigelighed, spilforståelse og disciplin. Og netop disciplinen skinner igennem, når vi ser, hvordan Chiefs’ defensive linje har spillet i 2023-sæsonen.

Spillere som George Karlaftis, Mike Danna og Charles Omenihu spiller naturligvis selv en stor rolle i presspillet. Men de er også altafgørende for, at spillere som Trent McDuffie kan skabe de uventede og ofte kampafgørende spil i presset.

Chiefs’ defensive linjespillere spiller med en uhørt grad af disciplin, når det kommer til at skabe plads til forsvarets linebackers, cornerbacks og safeties i presspillet. George Karlaftis har spillet en forrygende sæson med 10,5 sacks som følge, men han forstår også at låse ydersiden, så quarterbacken ikke kan undvige presset ved at søge væk fra lommen. Således var han afgørende for, at Chiefs skabte vanvittige 73 ublokerede pressures i 2023-sæsonen, hvilket selvsagt var flest i NFL.

Den bundsolide midterakse

Sidst, men ikke mindst, så er bredden på Chiefs’ linebacker-position afgørende for, at Steve Spagnuolo kan variere sine opdækningsmønstre og blitzes. Det er Drue Tranquill, Nick Bolton og Willie Gay, som patruljerer i midten af Chiefs-forsvaret, og det er forskelligheden i deres kvaliteter, som gør enheden livsfarlig.

Det er ikke fordi, at Kansas City Chiefs har investeret vanvittige summer eller draft-kapital i de tre linebackers. De har formået at samle en alsidig og bundsolid gruppe af spillere, som kan omsætte Spagnuolos skiftende opdækningsmønstre. Resultatet er, at Chiefs’ linebackers rangerer som den syvendebedste enhed i kasteforsvaret i NFL. Det er en afgørende kvalitet i nutidens NFL, hvor Kyle Shanahan og Sean McVays angrebssystemer har gjort deres indtog og tvinger forsvarene til at respektere opdækningsspillet i midten.  

Læs også: Højdepunkter fra Opening Night