Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes er mestre igen efter at have besejret Philadelphia Eagles med 38-35 I en medrivende og dramatisk Super Bowl.

Glendale, Arizona. Super Bowl LVII levede i den grad op til forventningerne, da Philadelphia Eagles og Kansas City Chiefs udkæmpede et episk slag i ørkenen. Spændingen blev holdt til det sidste, før Kansas City Chiefs kunne hæve Lombardi-trofæet og lade sig hylde med en sejr på 38-35.

Til syvende og sidst var det Patrick Mahomes, som afgjorde løjerne, da han førte sit mandskab 74 yards ned ad banen, før Harrison Butker kunne score kampens sidste point. Mahomes sluttede opgøret med 182 kastede yards og tre touchdowns, selvom han igen beskadigede sin ankel og var i tydelige smerter undervejs. Til trods for sin skade sørgede Mahomes for, at Chiefs scorede på samtlige fire angrebsserier efter pausen, hvortil de vandt anden halvleg 24-11. På den baggrund blev han også kåret som Super Bowl MVP.

Læs også: Patrick Mahomes kåret som Super Bowl MVP

Jalen Hurts kæmpede ellers en brav kamp og modbeviste alle sine kritikere, der har postuleret, at hans succes er et produkt af Eagles’ komplette mandskab. Den 24-årige quarterback blev den første quarterback i Super Bowl-historien til at score tre løbe-touchdowns, mens han kastede yderligere et til A.J. Brown.

Til trods for at angrebene dominerede kampen, leverede Chiefs’ forsvar og special teams også et par kampafgørende aktioner. I starten af andet quarter forcerede Chiefs-forsvaret en fumble, som Nick Bolton samlede op og løb til huset. Senere ville Kadarius Toney også lege med, da han returnerede et punt 65 yards, hvorefter Skyy Moore kunne score sit første touchdown i sæsonen.

Læs også: Højdepunkter fra Andy Reids pressemøde efter Super Bowl LVII

Derudover spillede Travis Kelce selvsagt en hovedrolle. Den 33-årige tight end greb seks bolde for 81 yards og et touchdown, hvortil han nu står noteret for 16 touchdowns i slutspillet. Det gør Kelce til den næst mest scorende spiller i slutspillets historie – kun overgået af Jerry Rice.

Med sejren har Kansas City Chiefs nu vundet to Super Bowl-titler inden for de seneste fire sæsoner. Triumfen vil antænde debatten om, hvorvidt Chiefs er det næste dynasti i NFL – og cementere holdets status som ligaens ubestridte magtfaktor her og nu.

Læs også: Højdepunkter fra Patrick Mahomes’ pressemøde efter Super Bowl LVII