Patrick Mahomes fuldender sin perfekte sæson med kåringen som kampens spiller i Super Bowl LVII.

Kansas City Chiefs er Super Bowl-mestre for anden gang i de seneste fire sæsoner. Det står klart efter, at Chiefs besejrede Philadelphia Eagles med 38-35 i en særdeles medrivende Super Bowl LVII, hvor Harrison Butker afgjorde kampen, da tiden løb ud.

Læs også: Kansas City Chiefs er Super Bowl-mestre

Mestrene blev anført af Patrick Mahomes, som ramte på 21 af 27 kast for 182 yards og tre touchdowns. På den baggrund blev Mahomes også kåret som Super Bowl MVP for anden gang i sin karriere.

Med titlen er Patrick Mahomes nu én af seks spillere, der har vundet Super Bowl MVP-titlen to gange eller flere i sin karriere. Foruden Mahomes tæller den fornemme liste Tom Brady (fem), Joe Montana (tre), Bart Starr (to), Terry Bradshaw (to) og Eli Manning (to).

Sportsverdenen nåede ellers at holde vejret for en stund, da Patrick Mahomes beskadigede sin forstuvede ankel på ny og måtte humpe fra banen inden pausefløjtet. Mahomes kæmpede sig igennem smerterne og spillede en nærmest fejlfri anden halvleg, som Chiefs vandt med 24-11.


Således fuldender Patrick Mahomes en perfekt sæson, hvor han kan kalde sig Super Bowl-mester og den mest værdifulde spiller for sæsonen såvel som i Super Bowl LVII.