Mahomes øjner 2026-sæsonstart

0

Patrick Mahomes har givet sin første opdatering, efter at han påbegyndte sit genoptræningsforløb efter sin korsbåondsskade, og han er optimistisk anlagt.

Kansas City Chiefs’ superstjerne Patrick Mahomes forventer at blive kampklar igen, så han kan spille fra start, når 2026-sæsonen løber af stablen til september.

Det udtalte Mahomes, da han mødte pressen for første gang, siden han rev sit korsbånd over i grundspilskampen mod Los Angeles Chargers den 14. december.

– Jeg arbejder benhårdt for at blive klar til første spillerunde (i 2026-sæsonen, red.). Lægerne siger, at det er en mulighed, men at de ikke kan forudse, hvad der kommer til at ske i løbet af genoptræningsforløbet. Men det er mit mål, og jeg forventer bestemt at kunne spille uden smerter i uge 1, udtalte Patrick Mahomes.

Patrick Mahomes var under kniven, da han blev opereret for sin korsbåndsskade den 15. december, og siden da har han påbegyndt sit genoptræningsprogram i Kansas City under supervision af Chiefs’ fysiske træner Julie Frymyer, som også tidligere har hjulpet Mahomes med sine knæ- og ankelskader.

Selvom Patrick Mahomes forventer at kunne starte 2026-sæsonen uden begrænsninger, så ændrer det ikke på, at han går ind til en anderledes offseason.

Normalvis plejer Mahomes at arrangere en privat træningslejr for sine holdkammerater i Texas i april, men det bliver ikke muligt i år på grund af genoptræningen, som finder sted i Kansas City.

Den tredobbelte Super Bowl-vinder og Super Bowl-MVP ramte på 63 af sine kast for 3.587 yards, 22 touchdowns og 11 interceptions i de 14 kampe, som han nåede at medvirke i under 2025-sæsonen.

Læs også: Hvad gik galt? Tre titelfavoritter missede slutspillet