Drengedrømmen
Det er en ud-af-kroppen-oplevelse at vågne op om morgenen og skulle til Super Bowl. Jeg havde set samtlige af de to holds kampe i både grundspil og slutspil, og i ugen op til finalen fik jeg mødt alle spillere og trænere fra de to hold. Det føltes som, at jeg kendte spillertruppen – og det gjorde den forestående Super Bowl. LVII mere personlig.
Derudover er det lidt mærkeligt at skulle ud til stadion om morgenen. På grund af tidsforskellen blev Super Bowl LVII spillet kl. 16:30, hvilket betød, at jeg tog en bus til State Farm Stadium kl. 11:00 lokal tid.
Den skrivende presse, som jeg tilhørte, blev placeret bagved den ene endzone. Det skulle vise sig at blive guld værd i kampens slutfase, men det vender vi tilbage til senere.
Først leverede Chris Stapleton en magisk udgave af nationalsangen “The Star-Spangled Banner”, som fik Nick Sirianni til at bryde ud i gråd på sidelinjen. Jeg må også indrømme, at jeg også var ganske bevæget af Stapletons optræden, om end jeg nok også var påvirket af, at drengedrømmen gik i opfyldelse igen, igen og igen.
Det var min tredje Super Bowl fra stadion, men det ændrer ikke ved, at det altid er en surrealistisk og nærmest uvirkelig oplevelse.
Læs også: Vejen til Super Bowl LIX – Philadelphia Eagles
Jalen Hurts gav svar på tiltale
Det var første gang nogensinde, at to afroamerikanske quarterbacks mødtes i Super Bowl, og det var Jalen Hurts, som fik den bedste start på finalen. Jeg havde udviklet en vis grad af sympati for Jalen Hurts, som igen og igen måtte svare på halvflabede spørgsmål i optakten om, hvorvidt hans “overraskende succes” i højere grad skyldtes de “mange kvalitetsspillere”, som han havde omkring sig end sine egne evner.
I Super Bowl LVII gav Jalen Hurts svar på tiltale. Hurts førte Eagles frem til 24 point i første halvleg og han scorede selv tre touchdowns – ét på et perfekt 45-yard langt kast til A.J. Brown og to via løbespillet.
Omvendt havde Patrick Mahomes og resten af Chiefs’ angreb svært ved overhovedet at finde vej til grønsværen. I stedet havde Eagles’ angreb bolden i 21 minutter og 54 sekunder i første halvleg og de moste Chiefs’ forsvar på det famøse “tush push” igen og igen.
Og nu skal vi tilbage til Patrick Mahomes’ famøse, forstuvede ankel. I slutningen af første halvleg blev Mahomes ramt og han måtte humpe fra banen i tydelige smerter. Derfor var det de færreste i presseboksen, som havde tid til at overvære Rihannas optræden i pausen, da alle febrilsk forsøgte at finde ud af, om ligaens mest værdifulde spiller overhovedet kunne spille videre?
Næste side: Begyndelsen på det nye dynasti
