Igen og igen… Neglebider i Philly

0

Wild Card-runden fortsatte sit tårnhøje spændingsniveau, da Philadelphia Eagles og San Francisco 49ers tørnede sammen på Lincoln Financial Field.

Sæsonen er forbi for de forsvarende mestre fra Philadelphia Eagles. Det står klart efter, at de tabte på hjemmebane til det ellers skadesplagede San Francisco 49ers med 23-19.

Kampen blev først afgjort i de døende sekunder, da Jalen Hurts forsøgte at generobre føringen. Men efter flere missede kast i nærheden af 49ers’ endzone måtte Eagles give fortabt.

Med sejren er San Francisco 49ers klar til divisionsrunden, hvor de møder divisionsrivalerne Seattle Seahawks for tredje gang i sæsonen.

Omvendt bliver det uhyre spændende at følge reaktionen i Philadelphia. Det synes plausibelt, at holdets offensive koordinator Kevin Patullo er færdig efter en skuffende sæson, men spørgsmålet er, om udskiftningen stopper dér?

Angrebsproblemerne fortsatte for Eagles

Som vi efterhånden er blevet vant til, så havde Philadelphia Eagles’ angreb svært ved at få klaveret til at spille.

Jalen Hurts var relativt upræcis, A.J. Brown og DeVonta Smith tabte flere bolde, og frustrationerne fik frit løb på sidelinjen, hvor Brown kom i karambolage med Nick Sirianni.

I stedet var det Vic Fangios forsvar, som kæmpede for at holde opgøret tæt. Quinyon Mitchell fremtvang hele to interceptions fra Brock Purdy, og Eagles begrænsede Christian McCaffrey til beskedne 48 løbede yards.

Det er ikke en receiver… Det er en runningback!

Vi havde på forhånd skrevet og talt om løbeduellen mellem Saquon Barkley og Christian McCaffrey, som har delt de seneste to priser som sæsonens angrebsspiller mellem sig.

Forventningerne blev i den grad indfriet, da de to runningbacks var instrumentale for deres respektive angreb.

Saquon Barkley var én af få Eagles-angrebsspillere, som kunne være sin præstation bekendt, da han leverede 131 offensive yards.

Mens Christian McCaffrey ikke kunne få gang i løbespillet, så var han en force i kastespillet, hvor han greb seks bolde for 66 yards og to touchdowns. Den ene scoring var en sand perle, da Kyle Shanahan fangede Eagles’ forsvar på den forkerte fod med et trickspil, hvor Jauan Jennings endte med at kaste bolden til McCaffrey.

Alvorlig skade lagde en dæmper på festen

Der blev desværre lagt en dæmper på festlighederne, da San Francisco 49ers’ dygtige og vellidte tight end George Kittle udgik med en alvorlig skade.

George Kittle rev sin akillessene over i en soloulykke, og han måtte køres fra banen, da han ikke kunne støtte på sin fod.

Det var den seneste i en række skader, som har præget 49ers’ sæson. 49ers måtte i forvejen undvære profiler som Nick Bosa og Fred Warner til slutspilsbraget, og holdets normale startere stod bare for 57 procent af alle 49ers’ spil i grundspillet.

Læs mere: George Kittle alvorligt skadet