Tom Brady mærker markant fremgang i sin højre hånd, som han skadede fire dage før AFC-finalen. Quarterbacken er dog stadig ikke uden smerter.

Da New England Patriots kæmpede sig tilbage mod Jacksonville Jaguars og sikrede sig endnu en kamp om Vince Lombardi-trofæet, lignede Tom Brady ikke en mand, der var i smerter som følge af et sammenstød med runningback Rex Burkhead til træning få dage forinden, der efterlod Brady med 10-12 sting i hånden.

Her to uger efter uheldet til træning går det rigtig godt med den skadede, højre kasthånd. Det forsikrede den 40-årige quarterback verdenspressen om på ‘Super Bowl Opening Night.”

Den bliver bedre og bedre. Den er ikke helt, hvor jeg ønsker den skal være, så jeg prøver at beskytte den så godt, jeg kan. Det er naturligvis en meget vigtig del af min krop som quarterback, så jeg vil være så fit som muligt til kampen på søndag.

Brady havde en special-lavet sort handske på den skadede hånd, som skal hjælpe med at heale hånden.

“Under Armour har lavet den til mig. Det er en super handske. Der er en masse helbredelse i den, og det er det, jeg har brug for på det her tidspunkt,” fortalte quarterbacken.

Tom Brady fik fjernet stingene i hånden nogle dage efter AFC-finalen.