To af ligaens mest traditionsrige hold, Green Bay Packers og San Francisco 49ers, stødte hovederne sammen i NFC-finalen. 

Packers og 49ers, to af ligaens absolut mest populære klubber, duellerede om at få lov til at repræsentere NFC i Super Bowl. Duellen endte dog med at blive noget af en fuser, da hjemmeholdet fra San Francisco var dominante fra start til slut og sejrede med 37-20.

Se alle højdepunkter fra kampen. Artiklen fortsætter under videoen.

Præcis som det var tilfældet i AFC-finalen, havde disse to hold mødt hinanden tidligere i denne sæson. Her vandt 49ers stort, forsvaret var i særklasse og sørgede for en af de værste dage i Aaron Rodgers karriere. Denne kamp var ikke meget bedre.

Rekordkamp af Mostert
Den helt store historie i dette opgør var dog runningback Raheem Mostert. Den 27-årige runningback blev ikke draftet, har været omkring syv forskellige hold NFL, men i karrierens største kamp leverede han en pragtpræstation. Mostert løb 29 gange for hele 220 yards og scorede fire touchdowns. Runningbacken spillede fremragende, men drog også nytte af fremragende arbejde i blokeringsspillet fra sine holdkamerater, specielt fullback Kyle Juszczyk og tight end George Kittle fortjener ros.

Præstationen var god nok til, at Mosterts navn kommer i historiebøgerne. Angrebsspilleren har løbet for flest yards i en kamp i 49ers’ historie, og næstflest yards i en slutspilskamp nogensinde, kun overgået af legendariske Eric Dickers.

Da 49ers kunne løbe over, under, gennem og udenom Packers-spillerne i hele kampen, havde quarterback Jimmy Garoppolo en stille dag på kontoret. Det blev til sølle otte kasteforsøg gennem kampen, han ramte på seks af disse.

Packers-forsvaret har i store dele af sæsonen var holdets styrke. Nytilkomne Preston og Zadarious Smith har været et mareridt for modstandernes quarterbacks, men i dette opgør blev de i stor grad neutraliseret grundet det uovertrufne løbespil fra 49ers. Der var ikke meget at komme efter fra ostehovederne.

Selv om angrebet var det mest opsigtsvækkende for hjemmeholdet fra San Francisco, så var forsvaret også mødt op. Den defensive linje, ført an af rookiestjernen Nick Bosa, lagde pres på Packers fra første fløjt. 

De resterende kæder i 49ers-forsvaret leverede dog også spil på højt niveau. K’waun Williams forcerede en fumle, Emmanuel Moseley og Richard Sherman lavede begge en interception og Jimmie Ward var inde omkring et par seværdige tacklinger.

Rodgers lavede flere dumme fejl, og selv om det blev til bedre spil i anden halvleg, var det en umådeligt skuffende dag for stjernequarterbacken og resten af angrebet. Der gik alt, alt for længe inden der kom gang i offensiven, og der var det for sent for Rodgers, Devante Adams (der igen spillede en flot kamp) og resten af angrebet.

Med sejren til 49ers kan de nu se frem til et møde med Kansas City Chiefs i Super Bowl 54, der spilles i Miami den første søndag i februar. Det bliver et møde mellem to af ligaens skarpeste offensive strateger i Andy Reid og Kyle Shanahan. Derudover bliver det en fornøjelse af følge brandvarme Patrick Mahomes mod et meget veloplagt 49ers-forsvar.