Weekendens sidste slutspilskamp er måske den reelle NFC-finale!

MINNESOTA VIKINGS (13-3) -NEW ORLEANS SAINTS (12-5)
Hvor: US Bank Stadium, Minneapolis
Hvornår: Søndag 22:40

Overblikket
Det er et klassisk opgør mellem et formidabelt angreb (Saints) og et lige så formidabelt forsvar (Vikings).

Vikings forsvar har en helt vanvittig statistik på hjemmebane, hvor de kun har tilladt 8 touchdowns hele sæsonen. De er spækket med stjerner på den defensive side af bolden anført af All Pro safety Harrison Smith. Angrebet har været overraskende godt under backup quarterback Case Keenum. Med receiverne Stefon Diggs og Adam Thielen, samt tight end Kyle Rudolph har han flere gode våben at kaste til.

På den anden side hedder quarterbacken Drew Brees og behøver næppe nogen introduktion. Han har masser af våben omkring sig, men især runningback-duoen Mark Ingram og rookie Alvin Kamara har været spektakulære.

Forsvaret begyndte sæsonen på fornem vis, men er blevet ramt af flere skader og har tilladt 57 point i de to sidste kampe. Rookie cornerback Marshon Lattimore og defensive end Cam Jordan bliver nøglefigurer for Saints.

Sådan vinder Vikings
1) Hold Saints under 20 point
2) Dominér Saints offensive linje både i midten og på ydersiden
3) Etablér løbespillet med Latavious Murray og Jerrick McKinnon

Sådan vinder Saints 
1) Konverter 3. downs til 1. downs
2) Få gang i Ingram og Kamara med både kast og løb
3) Minimér Vikings pass rush

Tilbage til gerningsstedet
Sidst de to hold mødtes i slutspillet var i Minnesota i 2010 og førte til den såkaldte Bountygate. Saints havde angiveligt sat en bonus på højkant for at skade Vikings QB Brett Favre, og det medførte efterfølgende store bøder og en karantæne til Saints headcoach Sean Payton.

Spillerne tænker næppe særlig meget over det, men går på banen for at spille kampen, mens pressen og fans naturligvis husker kampen og nok skal spørge ind til det uden at det har relevans for opgøret. Der er faktisk kun tre spillere på Vikings mandskab, der var i NFL på det tidspunkt.

Andet møde i sæsonen 
Det er fjerde gang de to klubber mødes i slutspillet, og Minnesota fører 2-1 efter de tre første. Det sidste møde var NFC finalen i 2010 (og før omtalte Bountygate-kamp), hvor Saints vandt 31-28 efter forlænget spilletid. De vandt efterfølgende Super Bowl XLIV (44) over Indianapolis Colts og Peyton Manning.

Efter 32 opgør mellem de to NFC-klubber fører Minnesota 21-11. De besejrede New Orleans i spilleuge 1 med 29-19, men det var en kamp præget af Adrian Peterson kom “hjem”, og vi så meget lidt til rookie sensationen Alvin Kamara.

Just in Case
Minnesota Vikings vandt NFC North-divisionen for anden gang i de seneste tre sæsoner og fik en oversidder i slutspillet for første gang siden 2009. Holdets 13 sejre i grundspillet er mest for klubben siden 1998, hvor de gik 15-1, nåede NFC-finalen og tabte til Atlanta Falcons og Morten Andersen.

Quarterback Case Keenum, der overtog hvervet da Sam Bradford blev skadet, har spillet i 15 kampe og startet de 14. Han gik 11-3 og vendte et truede nederlag mod Chicago Bears i spilleuge 5, da han kom ind fra bænken. Han har ikke set sig tilbage siden. Keenum satte personlige rekorder i kast (481), completions (325), completions-procent (67,6), yards (3.547), touchdowns (22) og passer-rating (98.3) . Keenum havde en passer-rating på over 100 i otte kampe i grundspillet, og Vikings vandt alle otte.

Bring it home
Minnesota og US Bank Stadium er vært for Super Bowl 52 søndag d. 4. februar. Det er endnu aldrig lykkedes for en NFL-klub at have hjemmebane i Super Bowl, men Vikings er meget tæt på.

En sejr over Saints og en sejr over enten Atlanta Falcons (på hjemmebane) eller Philadelphia Eagles (på udebane) ville give fordel af hjemmebane i Super Bowl.

Derfor vil du til kampen helt sikkert se bannere eller storskærmen vise sloganet Bring it home, der også er det offcielle hashtag for Vikings håb og bestræbelser på at opnå den historiske bedrift.

Det er faktisk første gang i NFLs historie at et værtshold for Super Bowl har hjemmebane så sent i slutspillet. Lidt overraskende er det i de hidtige 51 Super Bowls kun lykkedes værten at spille sig i playoffs otte gange.

Brees to the rescue
Saints spillede sig til søndagens revanche-opgør mod Vikings med en 31-26 sejr over Carolina Panthers i sidste uges Wild Card-kamp. Quarterback Drew Brees kastede for 376 yards og to touchdowns og de to receivere Michael Thomas (131 yards) og Ted Ginn Jr. (115 yards) greb begge bolde for over 100 yards. Det var holdets første playoff-sejr siden 2014.

Brees har nu syv playoff-kampe i karrieren med over 300-yards kast, tredjeflest i NFL-historien. Endnu mere imponerende har han kastet mindst 300 yards i syv af sine 12 playoff-kampe i karrieren.

Pro Bowl
Vikings fik fire spillere valgt til Pro Bowl: Linebacker Anthony Barr, defensive end Everson Griffen, cornerback Xavier Rhodes og wide receiver Adam Thielen. Noget chokerende fik Harrison Smith ikke en invitation, men fik en endnu større ære, da han blev valgt til NFLs All Pro hold, som startende safety.

New Orleans fik hele seks spillere valgt Pro Bowl: Naturligvis quarterback Brees, runningback-duoen Mark Ingram og Alvin Kamara, samt defensive end Cam Jordan, cornerback Marshon Lattimore og receiver Michael Thomas.