I denne artikel varmer Gul Kluds skribenter Alexander Paaske og Nicholas Isak Jørgensen op til søndagens slutspilskampe.

Tennessee Titans vs. Baltimore Ravens – kl. 19.05 søndag

Af Nicholas Isak Jørgensen

Spænd sikkerhedsselen; vi står over for en gentagelse af divisionsopgøret anno 2020, når Tennessee Titans og Baltimore Ravens brager sammen i Nashville søndag-aften. Titans har vundet to kampe i træk over Lamar Jackson og co., hvori Derek Henry – til ingens overraskelse – har været ustyrlig med sammenlagt 328 løbede yards. Særligt sejren i slutspillet – i fjor – skabte røre i NFL og støbte fundamentet for, at Titans nu betegnes som et af ligaens bedste mandskaber.

Hold især øje med…
Hvem vinder den indbyrdes duel mellem A.J. Brown og Marlon Humphrey?
Selvom Tennessee Titans’ angreb er centreret omkring Derrick Henry, der løb for vanvittige 2.027 yards og 17 touchdowns i 2020, skal I holde et vågent øje med receiver A.J. Brown. Den 23-årige profil greb 70 bolde for 1.075 yards og 11 touchdowns i den regulære sæson. Det er vel at mærke en tredjedel af alle Titans’ kastede scoringer. Brown var senest i hopla mod Houston Texans, hvor han bl.a. greb et 52-yard langt kast fra Ryan Tannehill i kampens døende sekunder, der sikrede, at Titans kunne sparke det divisionsafgørende field goal.

A.J. Brown får dog kamp til stregen, når han står over for Baltimore Ravens’ profilerede forsvar. Særligt cornerback Marlon Humphrey har etableret sig som en af ligaens bedste cornerbacks efter en række solide sæsoner i Baltimore. I 2020 var Humphrey helt ustyrlig med 80 tacklinger, 2,5 sacks, 11 forsvarede kast og ni forcerede turnovers. Jeg forventer, at A.J. Brown og Marlon Humphrey får en række dueller i slutspilsopgøret og det bør blive særdeles seværdigt.

Forudsigelse
Tennessee Titans’ angreb var en imponerende størrelse i 2020, hvilket har gjort holdets offensive koordinator Arthur Smith til en eftertragtet kandidat i cheftrænerræset. Titans scorede over 30 point og producerede tredje flest yards (396) pr. kamp i 2020. Det modsatte kan siges om forsvaret, der både har haft massive problemer med at stoppe modstandernes løbeangreb og skabe pres på modstandernes quarterback.

Det er sød musik for Baltimore Ravens’ dynamiske angreb, som har genfundet sin identitet og brutale effektivitet i de seneste fem spillerunder. Anført af Lamar Jackson har Ravens løbet for 191 yards pr. kamp i gennemsnit, mens angrebet har scoret 37 point i gennemsnit i de seneste fem kampe – mod tvivlsom modstand, bevares. I den forbindelse beviste Lamar Jackson også, at han evner at føre sit hold tilbage fra afgrundens lys i opgøret mod Cleveland Browns, hvilket giver grund til optimisme i Baltimore efter de senere års slutspilsskuffelser.  

Jeg forventer, at Baltimore Ravens får revanche og slår Tennessee Titans med 27-24 i et uhyre dramatisk og hårdt spillet opgør.

New Orleans Saints vs. Chicago Bears – kl. 22.40 søndag

Af Nicholas Isak Jørgensen

Bliver 2021 året, hvor New Orleans Saints lykkes med at fordrive det slutspilsspøgelse, som har hjemsøgt dem i de senere år? Eller kan Mitchell Trubisky gentage Minnesota Vikings’ og Los Angeles Rams’ mirakelsejre og sende Drew Brees på pension med kun en enkelt Super Bowl-ring? Der er rigeligt at se frem til, når Chicago Bears gæster forhåndsfavoritterne fra New Orleans Saints i Mercedes-Benz Superdome.

Hold især øje med…
Falder New Orleans Saints med Drew Brees’ mangler?
Omstændighederne i New Orleans fremkalder minder fra 2016, hvor Denver Broncos vandt Super Bowl 50 med en vaklende og aldrende Peyton Manning bag center. Saints har måske det mest komplette mandskab i NFL med et forrygende forsvar, der har tilladt femte færrest point (21) og fjerde færrest yards (311) og skabt tredje flest turnovers (1,6) pr. kamp i 2020. Samtidig råder Saints over adskillige offensive profiler anført af Alvin Kamara, der har løbet og grebet bolde for 1.688 yards og 21 touchdowns, og schweizerkniven Taysom Hill. Ydermere får Saints angrebsesset Michael Thomas tilbage fra en ankelskade til slutspillet. Alle brikkerne er altså på plads til, at New Orleans Saints kan vinde Super Bowl i Tampa til februar.

Men Drew Brees har ikke lignet sig selv i denne sæson – og særligt efter, at han er vendt tilbage fra sin ribbensskade, har han begået et hav af ukarakteristiske fejl med tre interceptions som følge. Brees’ manglende niveau kan blive den afgørende hæmsko for Sean Paytons mandskab – også mod et Bears-forsvar, hvor især Khalil Mack har evnerne til at fremprovokere en overraskelse.

Forudsigelse
På papiret ligner New Orleans Saints rundens største favorit. Chicago Bears vandt godt nok tre af de sidste fire opgør inden slutspillet, men sejrene – og heri Mitchell Trubiskys succesoplevelser – er kommet mod tvivlsom modstand i form af Texans, Vikings og Jaguars. Derudover må Bears undvære Roquan Smith i slutspillet, der udgik fra syttende spillerunde med en skadet albue. Det er et kæmpe tab for Bears’ forsvar, da Smith stod for 139 tacklinger, herunder 18 styks for tabte yards og fire sacks i den regulære sæson. 

Læs også: Weekly Winners 2020: Wild Card-runden

Jeg forventer, at New Orleans Saints vinder en forholdsvis komfortabel sejr, hvor Drew Brees ikke behøves at folde sig ud og forcere spillet. Grundlæggende bør Saints’ angrebsfilosofi, der er baseret på adskillige korte kast og velkonstruerede ruter til holdets playmakere, bør i sig selv reducere truslen fra Khalil Mack.

New Orleans Saints slår Chicago Bears med 34-13.

Pittsburgh Steelers – Cleveland Browns – kl. 02.15 søndag nat

Af Alexander Paaske

Hvad skal vi forvente?
For første gang i 18 år er Cleveland Browns i slutspillet, og så kunne det da ikke være anderledes, end at de møder divisionsrival og storebror, Pittsburgh Steelers. Den selv samme modstander, som de mødte – og tabte til – sidst de var i slutspillet. Men at Browns har brudt slutspilsforbandelsen er ikke ensbetydende med, at alt bare er fryd og gammen i Cleveland. Klubben er nemlig hårdt ramt af corona og må undvære blandt andre cheftræner Kevin Stefanski, guard Joel Bitonio, safety Ronnie Harrison og muligvis flere andre spillere. Det er selvfølgelig en klar svækkelse af Browns, der i for vejen var markante underdogs mod Steelers.

Læs også: Skadesoverblik til søndagskampene: Garrett tvivlsom for Browns

Pittsburgh har et rigtig stærkt forsvar med stjerner som TJ Watt og Minkah Fitzpatrick og et svingende angreb, der mod slutningen af sæsonen har været skidt kørende, men som samtidig kan være giftigt, når det klikker for Ben Roethlisberger. Svækkede Browns skal spille nærmest en perfekt kamp, hvis de skal vinde.

Hold især øje med…
Ser Baker Mayfield fortsat spøgelser mod Steelers?
Baker Mayfield og Browns-angrebet skal være særdeles skarpt, hvis gæsterne skal levere den store overraskelse. Mayfields historik mod Steelers er ikke særligt opløftende, da de er rigtig dygtige til at presse Browns-quarterbacken med det fremragende pass rush og forcere ham til at begå store fejl. Mayfield bør dog kunne udnytte, at Steelers’ udvendige cornerbacks er til at tale med (Joe Haden er ude), og så der fine muligheder henover midten med kast til runningbacks og tight ends. Det bliver selvfølgelig også vigtigt for Browns at etablere løbeangreb med Nick Chubb og Kareem Hunt, for uden et effektivt løbespil og for mange lange tredje downs bliver opgaven for vanskelig for Mayfield.

Forudsigelse
Jeg kunne virkelig godt unde Browns en slutspilssejr og så endda mod Steelers. Men jeg tror simpelthen, at hjemmeholdets store rutine og stærkere roster bliver for meget at klare for et decimeret Cleveland-hold. En solid forsvarsindsats og en nogenlunde smart spillende Big Ben er nok for Mike Tomlins mandskab til et slutspilsavancement.

Steelers vinder 24-16.