Minnesota Vikings lavede flere justeringer i truppen onsdag og hentede blandt andet en forsvarende Super Bowl mester

Runningback Ronnie Hillman kunne i februar lade sig hylde sammen med resten af Denver Broncos, da de vandt Super Bowl 50 over Carolina Panthers.

Siden er karrieren gået lidt skævt for Hillman, der blev fyret af Broncos inden sæsonstarten.

Den 25-årige runningback blev draftet af Broncos i 3. runde i 2012 og har spillet fire sæsoner og 48 kampe for Elways tropper. Han havde sin bedste sæson sidste år, hvor han løb for 863 yards og scorede 7 touchdowns. Han havde blandt andet et 72-yard touchdown-løb imod Vikings, som de måske kunne huske, da de hentede ham til klubben.

I Super Bowl 50 mod Panthers løb Hillman 5 gange for 0 yards. Selv samme Panthers møder Vikings på søndag i Carolina, hvor Hillman kan få sin debut.

Med skaden til Adrian Peterson, der forventes uden indtil minimum januar, råder Vikings nu over Hillman, Matt Asiata og Jerick McKinnon.

Onsdag valgte Vikings også at placere venstre tackle Matt Kalil på injured reserve, da han skal opereres for en hofteskade. Han forventes ude for sæsonen, og hans plads overtages af T.J. Clemmings, er spillede højre tackle sidste år for Vikings.

Vikings har nu mistet deres startende QB (Teddy Bridgewater), Runningback (Peterson) og Left tackle (Kalil) til skader.