
Fra Gladsaxe til NFL: Nordic Storm-profil skriver under med Minnesota Vikings
Skrevet af Nordic Storm / Gul klud
Vejen til verdens største liga i amerikansk fodbold kan gå gennem Gladsaxe. Maceo Beard-Aigret, der netop har vundet det europæiske mesterskab med Nordic Storm, har skrevet kontrakt med NFL-holdet Minnesota Vikings.
Nordic Storm kan dermed føje endnu et historisk øjeblik til en sæson, der allerede har budt på klubbens første europæiske mesterskab. Den 26-årige defensive back fortsætter karrieren i NFL.
Dermed går turen fra Gladsaxe Stadion og europæisk topfootball til verdens største liga i amerikansk fodbold – foreløbig på Vikings practice squad via NFLs International Player Pathways Program, der giver hold mulighed for at udvide deres practice squad fra 16 til 17 med en udenlandsk spiller.
Her kan han se frem til en betragtelig lønstigning i forhold til lønnen hos Nordic Storm. Minimumslønnen på en NFL practice squad er på 13.750 dollars om ugen, eller omkring 90.000 kr.
En profil på Nordic Storms mesterskabshold
Maceo Beard-Aigret var en markant del af Nordic Storms forsvar i 2026-sæsonen. Den franske defensive back sluttede sæsonen med 33 tacklinger, fire interceptions, 116 interception return yards, en touchdown, otte forsvarede kast og to sacks.
Han leverede flere afgørende spil gennem hele sæsonen. Blandt højdepunkterne var en 85-yard interception, som han returnerede til touchdown mod Raiders Tirol, og en interception i semifinalesejren over sin tidligere klub Paris Musketeers.
Sæsonen kulminerede den 29. august, da Nordic Storm besejrede Munich Ravens 48-28 i Championship Game og blev den første mester i European Football Alliance.
Nu venter næste kapitel hos Minnesota Vikings, og skiftet viser, at NFL holder øje med det sportslige niveau i europæisk amerikansk fodbold.
En lang vej mod NFL
Maceo Beard-Aigret er født i Paris og begyndte at spille amerikansk fodbold som teenager efter mange år med fodbold og atletik.
Siden har karrieren ført ham gennem flere forskellige klubber og ligaer i Europa. Han spillede for Berlin Thunder i 2022, Helvetic Guards i 2023 og Paris Musketeers i 2024.
I 2023 blev han kåret til Defensive Player of the Year i European League of Football efter en sæson, hvor han leverede otte interceptions for schweiziske Helvetic Guards.
I 2025 blev han udvalgt til NFL’s International Player Pathway-program, der giver internationale spillere mulighed for at udvikle sig og vise deres niveau over for NFL-klubberne. Som en del af sin fortsatte jagt på NFL-drømmen blev han inviteret til San Francisco 49ers’ rookie minicamp, hvor han deltog på prøvebasis.
I januar 2026 blev han draftet af DC Defenders i United Football League efter at have deltaget i UFL International Showcase. Senere samme år blev han en del af Nordic Storm og var med til at føre klubben til det europæiske mesterskab.
Nu får han muligheden for at fortsætte sin rejse hos Minnesota Vikings.
Fakta om Maceo Beard-Aigret
- Fulde navn: Maceo Beard-Aigret
- Født: 12. maj 2000 i Paris (26 år)
- Nationalitet: Fransk-amerikansk
- Position: Defensive back
- Nordic Storm: 2026
- EFA-mester med Nordic Storm: 2026
- Defensive Player of the Year i European League of Football: 2023
- Udvalgt til NFL’s International Player Pathway-program: 2025
- Inviteret til San Francisco 49ers’ rookie minicamp på prøvebasis: 2025
- Draftet af DC Defenders i UFL Draft: 2026
- Ny klub: Minnesota Vikings









