Det er ikke let at tilspille sig chancen for en karriere i NFL, så når de to første sæsoner er præget af skader er der stor grund til ærgrelse.

Det bliver heller ikke i år, at Colby Parkinson for alvor får gang i sin professionelle karriere. For andet år i træk har den store tight end brækket sin fod og kommer til at gå glip af væsentlig tid. Adam Jude, journalist fra Seattle Times, beskriver, at situationen skete ved træningens sidste spil, hvor den 22-årige angrebsspiller landede forkert.

Ifølge Jude vidste Parkinson med det samme, hvad der var sket. 

Seattles cheftræner Pete Carroll begræder skaden og fortæller, at den unge spiller havde haft en fantastisk training camp og var udset en rolle på angrebet i den kommende sæson. Ifølge Carroll selv skulle det ikke være så slem en skade, som den Parkinson pådrog sig i fjor, hvor han blot fik spilletid i seks kampe, efter at have siddet ude et par måneder. 

Som rookie blev det til to grebne bolde for 16 yards. Seahawks valgte den tidligere Stanford-spiller i fjerde runde af 2020-draften.

Med tilføjelsen af Shane Waldron som offensiv koordinator forventede mange, at Seattle ville bruge deres tight ends mere, og den 2 meter høje Parkinson kunne være et unikt mål i RedZone. Det vides endnu ikke, hvor længe man forventer spilleren ude, trænerstaben søger flere ekspertvurderinger inden, de vil udtale sig.