Sidste uges TV-kampe bød på to hjemmesejre. Packers vandt efter en majestætisk første halvleg af Aaron Rodgers, hvorefter en historisk nedsmeltning af Ryan Fitzpatrick resulterede i et ydmygende nederlag for Jets i Kansas City. I denne uges kampe på Viasats kanaler skal Carolina først på besøg i Atlanta, der gav Cam Newton og Co. deres eneste nederlag i sidste sæsons grundspil. Derefter vender Drew Brees for første gang i ti år tilbage til San Diego, når New Orleans Saints tager turen til den amerikanske vestkyst.

Der var nok ikke mange, som havde set for sig, at Atlanta Falcons i aftenens tv-kamp klokken 19 på TV3 SPORT 1 ville have flere sejre end Carolina Panthers, men det er realiteterne efter årets første tre spillerunder i NFL. Hjemmeholdet har med flot angrebsspil vundet to kampe, hvilket er én mere end de forsvarende NFC-mestre, og Falcons kan med en sejr for alvor melde sig ind i kampen om divisionstitlen. Du kan læse mere om opgøret i denne artikel. Optakten til den sene kamp mellem Chargers og Saints finder du lige her.

Atlanta startede ellers sæsonen med et skuffende nederlag hjemme mod Tampa Bay Buccaneers, hvor Jameis Winston legede med Falcons’ forsvar. Siden har Matt Ryan og Co. fået fut under angrebet og sat henholdsvis 35 og 45 point på tavlen i udesejre mod Oakland Raiders og New Orleans Saints.

Dagens gæster fra Carolina har fået en anderledes udfordrende start på sæsonen med nederlag til Denver Broncos og Minnesota Vikings, der er ligaens to bedste forsvar. Ind i mellem de to kampe eksploderede Panthers’ angreb mod San Francisco 49ers i en sejr på 46-27.

Ligner et shootout

På papiret er der lagt op til en kamp med to fremragende angreb, hvor Carolina skal forsøge at revanchere holdets eneste grundspils-nederlag i sidste sæson og samtidig undgå at komme to sejre efter Atlanta i divisionen. Hjemmeholdets angreb var generelt skuffende i sidste sæson, hvor det kun var stjerne-receiver Julio Jones, der konsekvent spillede på et højt niveau. I år er der allerede klare forbedringer at spore, og lige nu er Falcons-angrebet faktisk det bedste i NFL med 448 yards per kamp (Det skal dog tages i betragtning, at holdet har mødt tre af ligaens dårligste forsvar i Bucs, Raiders og Saints). Hvis man ser bort fra, at Ryan kastede en interception i redzone mod Raiders, har han spillet næsten fejlfrit. Julio Jones er en af de bedste receivere i verden, og han har nu fået en solid makker i Mohamed Sanu. Derudover er Justin Hardy og Aldrick Robinson fornuftige rollespillere på positionen. Quarterbacken har også et fint samarbejde med tight end Jacob Tamme. Men det er løbespillet, der gør angrebet særdeles giftigt. Devonta Freeman og Tevin Coleman udgør en stærk duo med forskellige styrker. I den seneste kamp mod Saints stod de for 296 yards og fire touchdowns. En del af æren skal også tilskrives den offensive linje, der for første gang i lang tid ser anstændig ud.

Værternes angreb skal møde et Panthers-forsvar, der er blandt de bedste i ligaen. Især de forreste syv fås ikke meget bedre. Kawann Short og Star Lotulelei er skræmmende dygtige i midten af den defensive linje, mens Luke Kuechly, Thomas Davis og Shaq Thompson udgør den ubestridt bedste linebacker-trio. Kuechly er et oplagt bud på at blive kåret som årets forsvarsspiller, mens Davis på trods af sin alder er utroligt atletisk. Til gengæld er bagenden ikke specielt imponerende. De to startende cornerbacks James Bradberry og Bene Benwikere har tydelige mangler, som modstanderne ikke har været sene til at udnytte i sæsonstarten. Hvis Alex Mack og resten af den offensive linje kan give Ryan nok tid i lommen, ligger der gode muligheder for store spil nede ad banen.

Superman. NFL MVP. Opfinder af ‘the dab’. Du kan kalde ham, hvad du vil, men Cam Newton er speciel og et større omdrejningspunkt på sit holds angreb, end det er tilfældet med alle andre quarterbacks. Cam har en kanonarm, og så er han også en enorm trussel i løbespillet, hvor han kan tage bolden hele vejen, hvis du ikke er opmærksom på ham.

Newton og resten af Panthers-angrebet har indtil videre ikke leveret på det niveau, vi så i sidste sæson. Søndag blev quarterbacken sacket hele otte gange af Vikings, og det er alt for meget, uanset kvaliteten af modstanderens forsvar. Kastespillet har ikke fungeret, og der mangler en receiver til at løbe de kortere ruter, så Cam ikke altid skal holde på bolden i længere tid for at finde en fri mand. På den positive side har Kelvin Benjamin vist sig at være mere end tilbage, mens Ted Ginn og Corey Brown er et par fine, dybe mål. Tight end Greg Olsen er som altid Cams’ go-to-guy. Løbespillet er stadig blandt de bedste i NFL, selvom fraværet af Jonathan Stewart har mindsket niveauet en smule.

Carolinas store problem har været beskyttelsen af Newton, men det bør ikke blive en udfordring mod et middelmådigt Falcons-forsvar, der stadig leder efter et pass rush. Aldrende Dwight Freeney er holdets bedste pass rusher, og selvom veteranen har sine moves, skræmmer det ikke modstanderne. Enheden har fået tilført noget fart i form af de to rookie linebackere Deion Jones og De’Vondre Campbell (er dog skadet lige nu) samt rookie safety Keanu Neal. Derudover har holdet en solid cornerback-duo i Desmond Trufant og Roger Alford. Generelt er det dog et forsvar med svagheder, som Cam Newton sagtens kan score en masse point imod.

Afgørende matchups

Hvis Falcons skal vinde kampen, skal de lægge pres på Cam Newton og få ham i græsset flere gange. Får han lov til at stå i lommen, vil han bare fyre den ene kanonkugle af efter den anden, og så kan det blive grimt for hjemmeholdet. Vic Beasley, Dwight Freeney og Tyson Jackson skal finde storspillet frem. Ud over de forreste syv for Atlanta skal sacke Cam, skal de også sørge for at holde ham i lommen og forhindre ham i at levere specielle ting med fødderne.

Vigtige skader

Falcons: Hjemmeholdet må undvære de to linebackere De’Vondre Campbell og Paul Worrilow. Julio Jones og Mohamed Sanu døjer begge med lidt skader, men de er meldt klar til kamp.

Panthers: Gæsterne må se bort fra runningback Jonathan Stewart, defensive tackle Vernon Butler og højre tackle Michael Oher. Den defensive end Charles Johnson er tvivlsom.

Seneste møder

Som tidligere nævnt stod Atlanta Falcons i vejen for Carolinas perfekte sæson sidste år, da holdet i anden-sidste spillerunde besejrede Panthers med 20-13 i Atlanta. Sejren blev grundlagt på et dybt touchdown af Julio Jones, der greb bolden over linebacker Luke Kuechly. Blot to uger forinden havde Cam Newton sendt Falcons hjem fra Carolina med en lussing på 38-0.

Samlet vurdering

Falcons har på papiret en klart bedre chance for at vinde denne kamp, end det var tilfældet, da holdet i december besejrede Carolina i Atlanta. Men kombinationen af at gæsterne vil hævne sig, har kniven for struben og simpelthen er et bedre hold, overbeviser mig om, at de trækker det længste strå. 30-23 til Panthers

https://twitter.com/SlickVick_23/status/780992419244417024