Flere store NFL-profiler pådrog sig søndag markante skader, heriblandt David Johnson, Allen Robinson og Reuben Foster. Vi giver dig et overblik over de uheldige hovedpersoner i første spillerunde.

NFL-sæsonen er endelig blevet sparket i gang, og de første 14 kampe er færdigspillet. Ud over herlig underholdning bød søndagen desværre også på flere skader af forskellig karakter, og du får her det kedelige overblik.
1. Arizona Cardinals’ stjerne-runningback, David Johnson, beskadigede sit håndled i anden halvleg af kampen mod Lions og kan misse alt fra et par uger til over halvdelen af sæsonen. Umiddelbart er den første prognose på den værre af de to scenarier, men yderligere tests vil blive foretaget.
2. Steelers’ defensive linjemand, Stephon Tuitt, der lørdag underskrev en stor kontraktforlængelse, har pådraget sig en skade i sin ene biceps. Det var først frygtet, at han kunne misse hele sæsonen, men nu lyder prognosen på et par uger.
3. Jacksonville Jaguars’ førstereceiver, Allen Robinson, kommer ikke til at gribe flere bolde i denne sæson, da han har revet korsbåndet i sit ene knæ over.
4. Eagles-cornerback Ronald Darby havde et grimt solouheld med sin højre ankel i kampen mod Redskins. Frygten var, at Darby kunne være færdig for sæsonen, men heldigvis var anklen “blot” gået af led, og cornerbacken kan være tilbage i kamp om fire til seks uger.
5. Rookie-linebacker Reuben Foster var flyvende for 49ers i sin NFL-debut, men han lignede undervejs en mand, der havde pådraget sig en alvorlig knæskade. Foster slap dog med skrækken, har kun forstuvet anklen og forventer selv at være tilbage på banen i løbet af et par uger.
6. Dallas’ rutinerede cornerback, Orlando Scandrick, brækkede sin hånd i nat. Han skal opereres i dag og håber allerede at være tilbage om en til to uger.
7. Chicago Bears er bange for, at wide receiver Kevin White har brækket sit kraveben, hvilket vil betyde, at han skal under kniven og er tabt for 2017.
8. Houston Texans førsterundevalg fra årets draft, quarterback Deshaun Watson, spillede hele anden halvleg, men blev set humpe lidt rundt på sin ene ankel efter nederlaget til Jaguars.
9. Ravens’ Danny Woodhead har pådraget sig en seriøs forstrækning, og holdet frygter, at han kan være ude i et stykke tid.