
Los Angeles Chargers må undvære sin startende runningback Omarion Hampton i de næste fire kampe. Førsteårsspilleren er blevet ankelskadet.
Los Angeles Chargers er ved at være tyndt besat på runningback-positionen. I september rev Najee Harris sin akillessene over og nu har Omarion Hampton beskadiget sin ankel.
Ankelskaden betyder, at Omarion Hampton kommer til at misse Chargers’ næste fire kampe, hvor de møder Miami Dolphins (ude), Indianapolis Colts (hjemme), Minnesota Vikings (hjemme) og Tennessee Titans (ude).
Omarion Hampton blev skadet med et par minutter tilbage af tredje quarter i Chargers’ seneste opgør mod Washington Commanders. Det skete, da Hampton snublede hen over Commanders’ linebacker Frankie Luvu og rullede rundt på sin ankel.
Førsteårsspilleren, som Chargers valgte i første runde af foråets draft, havde ellers fået en fremragende start på tilværelsen i NFL. Hampton har hidtil løbet for 314 yards og to touchdowns, mens han også har grebet 20 bolde for 136 yards.
Siden tredje spillerunde er det kun Puka Nacua og Christian McCaffrey, som har produceret flere offensive yards end Omarion Hampton.
Uden Omarion Hampton og Najee Harris ventes Chargers at skulle starte Hassan Haskins eller Kimani Vidal. Det er to relativt uprøvede spillere, som har mønstret ganske få spilleminutter i NFL.








