Patriots’ halvsløve angreb kan få endnu sværere kår i de næste uger. Wide receiver Mohamed Sanu meldes ude i flere uger

New England Patriots har vundet imponerende ni kampe denne sæson, men mens forsvaret har præsteret fremragende, har angrebet haft svært ved at leve på til fordums styrke.

Og nu er Tom Brady blevet et våben fattigere. Wide receiver Mohamed Sanu kan ifølge Tom E. Curran fra NBC Sports være ude 2-3 uger med en ankelskade. Sanu skadede sin ankel under returneringen af et punt i 17-10 sejren over Philadelphia Eagles.

30-årige Sanu har grebet 14 bolde for 108 yards og et touchdown i tre kampe, siden han blev handlet fra Atlanta Falcons.

Skaden kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Patriots, der i de tre næste kampe møder Dallas Cowboys (hjemme), Houston Texans (ude) og Kansas City Chiefs (hjemme).

Hvis Sanu vitterligt er ude mod Cowboys, vil de to rookies N’Keal Harry og Jakoby Meyers formentlig få større roller på angrebet. Wide receiver Philip Dorsett trænede ikke med holdet onsdag pga. en hjernerystelse, så holdet er i forvejen tyndt besat på positionen.