
Den lynhurtige TreVeyon Henderson har forstuvet sin ankel, og står til at misse adskillige kampe på grund af skaden.
Efter en skuffende sæsonstart har New England Patriots’ angreb genfundet formen, som førte dem til Super Bowl i den forgangne sæson. Senest scorede Patriots hele 45 point, da de smadrede Las Vegas Raiders, og bragte sig op på tre sejre i sæsonen.
Ikke desto mindre har Josh McDaniels stadigvæk grund til at hæve øjenbrynene og få rynker i panden.
Han og resten af Patriots’ angreb skal nemlig undvære TreVeyon Henderson i de kommende kampe, da den 23-årige runningback har forstuvet sin ankel.
TreVeyon Henderson har været det primære supplement til Rhamondre Stevenson i Patriots’ løbeangreb i de første fem kampe af sæsonen, og derfor bliver hans fravær mærkbart.
Foreløbigt har Henderson bidraget med 163 løbede yards, 22 grebne yards og et enkelt touchdown i sæsonen.
I stedet ventes Corey Kiner at overtage Hendersons del af arbejdsbyrden. Kiner har taget hul på sin anden sæson som professionel, og han leverede senest 52 løbe-yards mod Raiders, mens han også mistede en fumble.
New England Patriots møder New York Jets, Chicago Bears og Miami Dolphins i sine næste tre kampe.
Læs også: Momentumeter – Spilleuge 5










