Carolina Panthers’ forsvarskaptajn og defensive krumtap Jeremy Chinn har pådraget sig en skade i baglåret og misser som minimum de næste fire kampe.

Igen i år har Jeremy Chinn været et af de få lyspunkter på Carolina Panthers’ ellers vakkelvorne mandskab. Chinn har udviklet sig til at blive en af ligaens bedste safeties, hvortil han står noteret for 244 tacklinger, tre sacks, tre forcerede fumbles og to interceptions i sine 35 kampe som professionel.

Nu må Carolina Panthers og fyringstruede Matt Rhule se bort fra deres defensive krumtap i den nærmeste fremtid. Jeremy Chinn beskadigede sit baglår i Panthers’ seneste opgør mod Arizona Cardinals og det er nu kommet frem, at han – som minimum – misser de næste fire kampe.

I stedet har Panthers forfremmet veteranen Juston Burris fra deres træningstrup, som må forventes at skulle duellere med Sean Chandler om rollen som startende safety ved siden af Xavier Woods. Burris har spillet 20 kampe for Panthers i løbet af de seneste to sæsoner, hvori han har leveret 76 tacklinger og to interceptions.

Tabet af Jeremy Chinn må være en hård pille at sluge for Matt Rhule, der kun har vundet en enkelt af sæsonens første fire kampe.