
Los Angeles Chargers’ nytilkomne runningback Najee Harris har pådraget sig en øjenskade efter en fyrværkeriulykke.
Én ulykke kommer sjældent alene. Det er et udtryk, som længe har plaget Los Angeles Chargers, der synes at være hjemsøgt af skader og sort uheld.
Dette år er ingen undtagelse. I begyndelsen af juli var Chargers’ nye runningback Najee Harris involveret i en fyrværkeriulykke, som har medført ham en øjenskade. Episoden er blevet bekræftet af Harris’ agent Doug Henderson.
Najee Harris, der tilbragte sine første fire år som professionel hos Pittsburgh Steelers, skrev under på en etårig aftale med Los Angeles Chargers i begyndelsen af foråret.
Steelers valgte oprindeligt Harris med det 24. valg i 2021-draften, og den nu 27-årige runningback nåede at løbe 4.312 yards og score 28 touchdowns for Mike Tomlins mandskab.
Ifølge TV-stationen ESPN tyder alt på, at Najee Harris bliver klar til Los Angeles Chargers’ træningslejr, som løber af stablen den 16. juli 2025.
Foruden Najee Harris har Los Angeles Chargers også forstærket sit angreb med førsteårsspilleren Omarion Hampton, som de valgte med det 22. valg i forårets draft. Forventningen er, at Harris og Hampton skal dele arbejdsbyrden i 2025-sæsonen.







