
Skaderne fortsætter med at hagle ned over Carolina Panthers’ unge cornerback Jaycee Horn.
Frank Reich fik ikke just en drømmedebut, da hans Carolina Panthers tabte med 24-10 til divisionsrivalerne fra Atlanta Falcons i første spillerunde. Desværre må Reich også se bort fra sin forsvarsprofil Jaycee Horn, når Panthers skal forsøge at rejse sig mod New Orleans Saints.
Jaycee Horn udgik af Panthers’ første kamp med en soloskade, og onsdag kunne Frank Reich fortælle medierne, at Horn har pådraget sig en skade i baglåret, som kommer til at holde ham ude på ubestemt tid. Reich fortalte også, at spilleren og lægestaben nu overvejer, hvorvidt Horn skal opereres for sin skade.
Carolina Panthers valgte oprindeligt Jaycee Horn med det ottende valg i 2021-draften, men den talentfulde cornerback har fået spoleret sin foreløbige tid i NFL af flere skader. Således spillede Horn kun tre kampe i sin debutsæson, før han brækkede sin fod. Horn sluttede også sin anden sæson på skadeslisten, da han brækkede sit håndled i 16. spillerunde.
Samlet set står Jaycee Horn noteret for 17 kampe fra start i NFL, hvori han har leveret 59 tacklinger og fire interceptions. I Horns fravær ventes Troy Hill og CJ Henderson at skulle supplere Donte Jackson, Vonn Bell og Xavier Woods i Panthers-forsvarets bagerste geledder.







