Seattle Seahawks-safety Earl Thomas er ikke med, når holdet i morgen møder Tampa Bay Buccaneers i Florida. En forstrækning holder den defensive back ude af sin første kamp i karrieren.

Det bliver Seattle Seahawks i en svækket udgave, der søndag skal bide skeer med Jameis Winston og Tampa Bay Buccaneers. Seahawks må undvære All-Pro-safety Earl Thomas grundet en forstrækning, og det er faktisk første gang nogensinde, at Thomas ikke kan hjælpe sine holdkammerater i Seattle. 118 kampe i træk havde han leveret, hvilket ville være imponerende for selv en quarterback.

The Legion of Boom har dog så mange strenge at spille på, at profilens fravær ikke bør koste dyrt. Richard Sherman og Kam Chancellor er to fantastiske defensive backs, mens DeShawn Shead og Jeremy Lane begge er dygtige cornerbacks.

Tampa Bay Buccaneers er 5-5 og kan for alvor melde sig ind i kampen om slutspilspladserne i NFC med en sejr. Seahawks kan så godt som sikre NFC West og samtidig tage et stort skridt mod en bye i slutspillet, hvis de snupper sejren.