Patriots’ første valg i årets draft, Isaiah Wynn, må se resten af sæsonen fra sidelinjen. Den offensive linjemand har overrevet sin akillessene.

I gårsdagens kamp i mod Philadelphia Eagles måtte Wynn forlade banen med, hvad der først blev betegnet som en ankelskade. Det er nu blevet offentliggjort, at den tidligere Georgia Bulldog har overrevet akillessenen og dermed ikke kommer på banen i 2018, ifølge NFL Networks Insider Ian Rapoport.

Dermed har begge Patriots’ førsterundevalg haft en mindre heldig preseason. Runningback Sony Michel måtte tidligere i offseason opereres for en mindre knæskade.

Læs også: Patriots’ Sony Michel skal under kniven

Det er et hårdt slag for Patriots, der i offseason sagde farvel til Nate Solder, mens den normale højre tackle, Marcus Cannon, også er skadet. Han forventes dog at være tilbage inden den regulære sæson går i gang.

Indtil da må Patriots sætte deres lid til LaAdrian Waddle og Trent Brown, men bredden på positionen ser en smule tynd ud.