Det er et såret Los Angeles Chargers-mandskab, der søndag møder Miami Dolphins. Hverken Joey Bosa (hjernerystelse) eller Justin Jackson (knæskade) er meldt klar til kampen

Los Angeles Chargers jagter søndag sæsonens blot tredje sejr mod et velspillende Miami Dolphins-hold.

Det bliver dog uden både pass rush-stjernen Joey Bosa og runningback Justin Jackson, der begge er blevet dømt ude af weekendens kamp.

Joey Bosa er ved at kæmpe sig tilbage efter en hjernerystelse fra slutningen af 30-31 nederlaget til Denver Broncos i forrige uge. Han trænede individuelt i løbet af ugen, men var ikke en del af fællestræningerne.

Justin Jackson fik meget begrænset spilletid i Chargers’ uge-9 kamp mod Las Vegas Raides pga. en knæskade, og cheftræner Anthony Lynn fortalte allerede tidligere på ugen, at han overvejede at give Jackson en uges hvile, så han kan komme sig helt over sin skade.

Chargers har forfremmet runningback Kalen Ballage fra holdets practice squad. Ballage har tidligere spillet for Dolphins og får altså mulighed for en ‘hævnkamp’ – selvom han kommer til at dele bolde med de to øvrige runningbacks, Tromaine Pope og Joshua Kelley.