Indianapolis må undvære en af deres vigtige angrebsspillere i deres jagt på slutspillet efter operation.

Colts går ind til en vigtig spillerunde, da deres muligheder for at kvalificere sig til slutspillet afhænger af et godt resultat mod Jacksonville Jaguars. I holdets stræben på at nå Super Bowl må de dog kæmpe videre uden deres dygtige venstre tackle Anthony Castonzo.

Den store offensive linjemand har pådraget sig en ankelskade, der krævede en operation, og han er dermed færdig for denne sæson. Cheftræner Frank Reich kunne fortælle om den kedelige nyhed ved onsdagens pressemøde.

Den 32-årige offensive linjemand blev valgt af Indianapolis med det 22. valg i draften i 2011. Han har siden da været en solid klippe på venstresiden af angrebet og en vigtig spiller de seneste år med Frank Reich som cheftræner. Castonzos samarbejde med venstre guard Quenton Nelson har været sublimt og essentielt for klubbens spillestil. 

For at erstatte den dygtige tackle har de hentet 33-årige Jared Veldheer ud af pensionen. Den store linjemand stoppede karrieren i september måned. Ifølge Tom Pelissero fra NFL Network forventes Colts at hente veteranen ind til deres practice squad for derefter at spille ham mod Jaguars. 

Veldheer har senest spillet i slutningen af sidste sæson, da han var en del af Green Bay Packers i spilleuge 17 og derefter i holdets slutspilssejr over Seahawks. Den store offensive tackle har været en solid NFL-spiller, da han fra 2010 til 2017 spillede for Raiders og Cardinals.

For at nå slutspillet skal Colts vinde eller spille uafgjort Jaguars, hvilket ikke burde være svært. Indianapolis-mandskabet har dog også brug for hjælp af andre klubber. For at kvalificere sig kræver det, at enten Tennessee, Baltimore, Cleveland eller Miami også taber deres opgør. Det er derfor ikke urealistisk, men kræver lidt held.