Stjerne-safetyen, der ligger i stor kontraktstrid med arbejdsgiver Seattle Seahawks, brækkede natten til mandag benet. Hans sæson forventes færdig, og dermed ligner karrieren i Seattle at være overstået.

Det må være den kedelige konsekvens af nattens kamp. I hvert fald bekræftede cheftræner Pete Carroll den kedelige nyhed efter kampen: “Det er et knoglebrud i den nederste del af benet”. NFL Network’s Ian Rapoport tilføjede senere, at der skulle være tale om et “rent brud” og at der ikke er sket skader på ledbånd, sener eller lignende. Hvis alt dette er rigtigt, bør Thomas være kommet sig helt til foråret, og dermed kan han være på 100% når Free Agency starter i marts.

At free agency har betydning for Thomas, er vist ingen hemmelighed. Ham og Seahawks har været i stor kontraktstrid den seneste tid, da Thomas ville have en ny, større aftale, der skulle sikre ham økonomisk. Den ville Seahawks ikke give, og derfor strejkede Thomas i store dele af sommerens holdsamlinger, hvor han først mødte op hos Seahawks i ugen op til første kamp i den regulære sæson. Om det er årsagen til Thomas’ hilsen til egen sidelinje, da han blev kørt fra banen, er endnu ikke bekræftet af nogen.

Skadet skete i øvrigt på Cardinals’ touchdownkast, hvor Thomas forsøgte at dække Chad Williams op.